Det globale ad-spend er vokset mindre end forventet – og det er den økonomiske krise, der er med til at bremse væksten i reklamebudgetterne. Sådan lyder det i GroupM’s afsluttende rapport for det globale annoncemarked i 2022, skriver Adweek.

Her står det klart, at det globale ad-spend er steget med 6,5 procent i år. En vækst, der er noget mindre end de mere end 8,4 procent, som GroupM forventede, at ad-spend ville stige med, da bureaugruppen lavede sin forudsigelse for året i juni.

Og det er markant lavere end den vækst i annonce-budgetterne, som bureaugruppen fandt i 2021 – her steg ad-spend globalt med 22,5 procent.

Men selvom det ifølge GroupM er bekymrende for branchen, at væksten er mindre end forventet, så er der stadig positive økonomiske tegn: Arbejdsløsheden er stadig lav på mange markeder, mange store annoncører tjener stadig flere penge, og digitale medier vækster stadig.

Markedsføring har tidligere set på, hvordan markedet udvikler sig i Danmark.

Her fortalte flere marketingprofessorer og marketingchefer, at de forventer både nedskæringer på budgetterne og fyringer i branchen.

Du kan læse Markedsførings dybdegående artikel om krisens effekt på marketing her.