Omsætningen på det danske annoncemarked voksede i første kvartal 2025 til fire milliarder kroner. 

Det svarer til en vækst på 1,9 procent i forhold til første kvartal 2024, hvor tallet lå på omkring 3,9 milliarder kroner.

Det fremgår af en mail, som brancheforeningen Kreativitet & Kommunikation har sendt til Markedsføring på baggrund af nye tal fra IRM, det svenske Institutet för Reklam- och Mediestatistik.

Sammenlignes med seneste kvartal, Q4 2024, er der dog tale om et fald. 

Her lød væksten på 3,1 procent, så i den optik er der tale om et fald i Q1 2025, men ifølge Malene Birkebæk, adm. direktør i KreaKom, er tallene, som verden ser ud, positive.

”Da jeg kommenterede medieudviklingen for 2024 sagde jeg, at uforudsigeligheden var større end nogensinde. Det var uden dog at vide, hvilken rutsjetur starten af 2025 ville byde på i den retning,” udtaler hun i mailen og tilføjer:

”I det lys, og når det også netop er meldt ud, at BNP faldt i 1. kvartal, er det positivt, at medieudviklingen holder sig på en lille stigning, der er på linje med, hvad vi så i starten af 2024.”

Artiklen fortsætter under skemaet.

Det danske annoncemarked holder stand. Foto: IRM

Ifølge IRM voksede de digitale reklameinvesteringer i Q1 med 5,5 procent sammenlignet med det tilsvarende kvartal i 2024. 

Sociale videoer fortsætter med at vise en stærk vækst, ligesom Addressable TV, men den stærkeste vækst i kvartalet blev set inden for podcasts. 

Podcast-kategorien er stadig relativt lille, men viste en vækst på 65,6 procent i Q1 2025, sammenlignet med første kvartal 2024.