Efter et dyk i antallet af danske shortlister sidste år er dansk kreativitet igen ved at være oppe i internationalt gear ved D&AD Awards.

23 danske shortlister er det blevet til i år, og på listerne finder man flere kendte cases, der allerede har markeret sig ved tidligere prisuddelinger.

Flest shortlister – fire styk – går til casen ’Name the Bias’ og filmen ‘What’s in a Name’ fra det kreative bureau Worth Your While, produktionsselskabet New Land og instruktør Naghmeh Pour for organisationen People Like Us.

Og det har varmet sjæle og sind hos Worth Your While, afslører kreativ direktør Tim Pashen på mail til Markedsføring:

”Da D&AD-shortlisterne kom ind, blev der fældet nogle tårer. Af glæde, stolthed og vantro. D&AD er stadig den sværeste prisuddeling i verden. Det her betyder virkelig noget,” skriver han og tilføjer:

”Det rammer bare anderledes, når det er din egen butik, dine egne penge, og du mærker hvert et bump undervejs. Det her er et bevis på, at du ikke behøver et stort budget for at sætte et aftryk. Den helt rigtige idé, de rigtige mennesker og en hel masse hjerte. Og når ’People Like Us’ laver noget, der er ’Worth Your While’, bliver det anerkendt i ’New Lands’! Tusind tak til  Naghmeh Pour og Yasmin Ali.”

Flere kendte cases er med

Med tre shortlister følger det danske tekstilbrand Tameko for arbejde skabt af den danske packaging-virksomhed Elvo 1923 og det britiske design studio DutchScot.

To shortlister går til New Lands Volvo-film ’Moments that never happened‘.

Også to går til Virtues ’Dis-Mas’ for MGA Entertainment, ligesom Lego har to for ’Building the full Lego set’.

&Co. og Kind Film er shortlistet for den tidligere massivt prisvindende ’Pass it on’ for Europa Parlamentet – det samme gælder Robert/Boisen & Like-minded for ’Party Crashers’ for Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden.

Også Rune Miltons film ’Opera’ for Royal Ontario Museum, som Markedsføring omtalte for nylig, er med, ligesom Accenture Songs ‘Billboard Run’ og DSB’s ’Technotoget’ også er at finde på shortlisten.

Fin høst igen i år

Og set med danske briller er årets danske shortliste-høst ved D&AD 2025 ganske fin sammenlignet med de tre foregående år. 

I 2024 blev 12 danske shortlister således vekslet til fem awards – dem løb blandt andre Robert/Boisen & Like-mindeds ’FOMO Forever’ for Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden og Uncle Greys ’Love Squad’ for Waoo med.

I 2023 var der for alvor dansk prisfest ved D&AD – her vekslede danske cases hele 34 shortlister til 20 awards – det var blandt andre Virtues ’Backup Ukraine’, Nord DDBs ’Chillboards’ for Coors Light og Naghmeh Pour og New Lands film ’ Iran-e Man’, der tog priser det år.

I 2022 blev 25 shortlister til 10 priser: Det var blandt andre &Co.’s ’Vikingehjelm’ for Rådet for Sikker Trafik og The Unicorn og New Lands ’Click’ for Læger uden Grænser, der vandt det år.

D&AD Awards ruller i år af stablen for 63. gang.