Peech, der blandt andet sælger sex-legetøj, er i luften med en ny kampagne, der mildest talt har vakt opmærksomhed.

Kampagnen er inspireret af et viralt videoklip fra i sommer, hvor en ung amerikansk kvinde i et interview siger ”hawk tuah and spit on that thing”, om … ja, hvordan man kunne få tingene til at glide lidt lettere under samkvem.

Kampagnen har skabt et hav af reaktioner på nettet, men faktisk er der et seriøst sigte med den, lyder det fra Peech i en mail til Markedsføring.

“Vi ønsker at øge opmærksomheden omkring risikoen ved at bruge spyt som glidecreme og vigtigheden af at vælge sikrere og mere effektive alternativer,” udtaler Clara Filippa D. Andersen, medstifter og direktør i Peech.

Hun peger på, at enzymer i spyt for eksempel kan være hårde for underlivet og potentielt føre til infektioner. Samt at der er evidens for, at sexsygdommen gonoré kan smitte gennem spyt og tilføjer, at man også ønsker at vise, at glidecreme er for alle.

Har vakt stor opmærksomhed

Flere har allerede været ude at kommentere kampagnen og idéen – herunder Morten Saxnæs fra AKQA. 

LinkedIn skriver han:

”Engang imellem er én placering nok. Det kan godt være, at Hawk Tuah meme’et er et par måneder gammelt, men det kan stadigvæk få folks opmærksomhed. Mon ikke den her bliver delt en masse de næste dage, hvorfor den klogt nok er lavet på engelsk. 🤜 til teamet bag.”

Og teamet bag er det kreative bureau Worth Your While, der har haft Mindshare med som partnere.

Hos Worth Your While er det kreativ direktør, Tim Pashen, der mest har drevet idéen, og han skriver på mail til Markedsføring, at man ønskede at ”aftabuisere glidecreme ved at putte det ind i en outdoor på et almindeligt hverdagssted,” skriver han og tilføjer med et glimt i øjet:

”På den måde kan produktet glide ind i flere samtaler og ned fra hylderne.”

Om målet med kampagnen skriver han:

”Peech handler om at starte flere samtaler og normalisere emnet seksuel velvære. At kombinere en sikker sex-besked med et meme er en oplagt måde at få folk til at springe “hawk tuah og spytte på den thang”-tilgangen over for at sikre en mere jævn og behagelig oplevelse.”