”Efter 13 år på &Co. er det tid til noget nyt.”

Sådan skriver Trine Aagaard Eisinger, partner og client service director hos NoA/&Co. i en post på Linked, hvor hun også oplyser, at hun endnu ikke har fremtiden på plads.

Udmeldingen kommer godt en uges tid efter, at bureauet meldte ud, at &Co.’s CEO, Ørnulf Johnsen, stoppede, og at bureauet i sammenombæring sagde farvel til 10 medarbejdere.

I opslaget fremhæver Trine Aagaard Eisinger især én kampagne fra sine mange år på &Co., som gjorde et ganske særligt indtryk: Pass it on – Use your vote for Europa-Parlamentet.

”Et samarbejde, jeg især vil bære i mit hjerte: valgkampagnerne til Europa-Parlamentet. At udvikle kampagner, der engagerede hundredvis af millioner af europæere og hjalp med at vende en faldende valgdeltagelse, var en tour de force. Og det var kun muligt, fordi jeg havde det bedste team i verden på jobbet,” skriver hun og fortsætter:

”Vores pressekonference i Bruxelles, med næsten 100 journalister og Philipp Schulmeister, 98-årige Monique og dig, Johan Køhler, på scenen, vil altid stå som et af de største øjeblikke. (….) Det førte til et Creative Effectiveness Grand Prix ved Eurobest og en oplevelse, vi aldrig vil glemme.”

Ud over dén kampagne har Trine Aagaard Eisinger også været dybt involveret i stribevis af andre prisvindende kampagner fra &Co. Herunder ”The DNA Journey” for Momondo, der gik verden rundt for 10 år siden.

Og senest ”Teenagernes Vuggevise” for Red Barnet, Børns Vilkår, Medierådet for Børn & Unge og Center for Digital Pædagogik – de fire NGO’er bag indsatsen ‘On’.

Casen vandt Content Activation-Prisen ved Rambukken 2026 i sidste uge, torsdag den 8. oktober.