“Jeg må indrømme, jeg har været af den gamle skole. Jeg arbejdede i reklamebranchen i 00’erne, hvor adfærden muligvis var værst. Som kvinde har jeg altid sagt, ‘ahh herre gud’, ‘nu skal vi også huske at se det fra mændenes side’ og ’pas nu på, at mændene ikke bliver jaget vildt’.”
Sådan skriver forkvinde i Dansk Markedsføring, Pernille Mehl, i dag i et debatindlæg på Finans.dk.
Her skriver forkvinden på baggrund af en større afdækning af seksuelle krænkelser i mediet Markedsføring, at det er gået op for hende, at hun hidtil har talt forkert om metoo-bevægelsen, og at hun har negligeret problemerne.
Afdækningen i Markedsføring har vist, at en fjerdedel i branchen de seneste 10 år har oplevet seksuelle krænkelser på arbejdet – og tallet eksploderer til 48 procent for kvinder under 40 år.
Det skal branchen nu sammen gøre noget ved, mener forkvinden, som skriver, at hun er blevet klogere efter afdækningen.
“Hermed først og fremmest et spark over skinnebenet til mig selv, men dermed også et opråb til alle jer andre kvinder, der skyder dele af metoo-debatten lidt til hjørne. Det hjælper ikke – vi skylder os selv og de yngre generationer, at vi sammen ændrer adfærd og stemmer i,” skriver hun.