Det fremadstormende tøjbrand Planet Nusa slog sig både op på ‘community’ og bæredygtighed, da det blev lanceret i 2019. Men i dag er det udelukkende community, altså fællesskabet, der er en aktiv del af deres branding, imens alle bæredygtighedsudsagn er blevet droppet. Det skriver Ekstra Bladet.

Det er blandt andet formuleringer som “sustainable core values”, “sustainably made from rescued fishing nets” og “sustainable sportswear”, Planet Nusa har droppet i sin markedsføring og kommunikation.

Ifølge kommunikationsansvarlig i Planet Nusa, Stine Bo Rosenquist, er det et meget bevidst valg fra tøjproducentens side.

“Vi vil ikke bruge det i en markedsføring, fordi vi ser på direktivet, der hedder Green Claims, som EU fremsatte for et år siden. Der er skærpede krav til, hvordan du kommunikerer bæredygtighed. Vi skal ikke kommunikere det mere ved at bruge ord som ‘responsible’ og ‘sustainable’ overordnet. Derfor har vi brudt den overordnede fortælling om bæredygtighed ned til de enkelte produkter ved at være konkrete,” udtaler hun til Ekstra Bladet.

Planet Nusa fastholder også, at man stadig forsøger at arbejde lige så meget med bæredygtighed og mindre skadelige produkter, som da brandet gik i luften, men at man blot undlader at kommunikere det.