Powers politianmeldelse af konkurrenten Elgiganten for brud på reglerne om prismarkedsføring er blevet lagt ned igen.
Det oplyser anklagemyndigheden ved Københavns Politi ifølge Politiken til Ritzau.
Beslutningen kommer, efter Forbrugerombudsmanden har vurderet sagen og sendt en udtalelse til anklagemyndigheden ved Københavns Politi.
”Det er efter en vurdering af den udtalelse, at anklagemyndigheden har truffet afgørelse om at fastholde, at efterforskningen standses,” lyder det fra Københavns Politi i et skriftligt svar til Ritzau.
Anmeldelsen fra Power kom i oktober 2024 og lød på, at Elgiganten skulle have brudt reglerne om prismarkedsføring.
Reglerne på området er, at når man reklamerer med en prisnedsættelse, er det lovpligtigt også at oplyse førprisen, der skal opgøres som varens laveste pris de seneste 30 dage.
Men ifølge Powers adm. direktør, Jesper Boysen, havde Elgiganten i 92 tilfælde lavet tilbud, hvor førprisen var forkert eller slet ikke oplyst.
“Jeg må sige, at jeg er rystet på de danske forbrugeres vegne, for her er vi altså langt ud over almindeligt sløseri eller uopmærksomhed. Jeg vil i stedet kalde det regulært og omfattende fusk med førpriserne,” lød det dengang fra Jesper Boysen i en pressemeddelelse.
Men nu er sagen altså lagt ned igen.