Maling-firmaet Flügger fortsætter som kommerciel partner for Copenhagen Pride, der starter den 13. august.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse. Flügger var også partner på Copenhagen Pride i 2021.

“Flügger har altid været en virksomhed med fødderne på jorden og højt til loftet. I Copenhagen Pride har vi fundet en partner, som bygger bro til vores mangfoldighedspolitik. Det er friheden til at være den, man er, at respektere hinanden, at værdsætte forskelle og farverighed,” udtaler CEO i Flügger, Sune Schnack, i pressemeddelelsen.

Copenhagen Pride glæder sig over, at Flügger igen vil være kommerciel partner på begivenheden.

“Helt grundlæggende er vores kommercielle partnerskaber med til at gøre hele arrangementet muligt og gratis for alle, der har lyst til at deltage. Men mindst lige så vigtigt er det, at vores partnere og deres kunder er med til at mainstreame og udbrede vores sag om LGBTI+ ligestilling, når partnerne deler budskabet i deres butikker og på sociale medier,” lyder det fra Steve Taylor, der er sekretariatschef i Copenhagen Pride.