Det er slut med livet som ensom pr-ulv for Nicolai Sabro Hansen.
Den 28-årige kommunikations- og pr-rådgiver starter nemlig hos bureauet Help PR, fortæller han til Markedsføring.
”Det er en god mulighed for at udvikle mig som rådgiver. Og for at komme til at arbejde med andre typer kunder end dem, jeg har arbejdet med som selvstændig,” siger han.
Der er flere årsager til, at det netop er Help, Nicolai Sabro rykker til.
For det første registrerer bureauet ikke timer og har fuld fleksibilitet for sine ansatte.
”Fleksibiliteten har været meget afgørende for mig. Det er det, jeg vægter allerhøjest for at kunne få min hverdag til at hænge sammen. De har et stort fokus på, at det handler om at skabe resultater for kunderne i stedet for, hvor mange timer der bliver lagt,” siger han.
”I mit eget liv som selvstændig har jeg aldrig timeregistreret. Det er klart federe at arbejde sådan. Det giver bedst effekt. Gode resultater kan både komme hurtigt og langsomt. Det handler om samarbejdet, der bliver skabt,” siger han.
Men mest af alt ser han frem til at få et kollegaskab i det daglige. Både for at være en del af et fællesskab socialt. Men først og fremmest for at kunne rykke bedre fagligt.
”Det er et sted hvor jeg kan udvikle mig som rådgiver, men også få nogle andre typer ressourcer. At jeg ikke skal sidde med det hele selv. Og så har Help stort fokus på at udforske AI. PR er blevet meget mere udfordrende de sidste fem-seks år, og det er sværere at komme ud med en nyhed. Så det giver nogle ressourcer, jeg ikke selv har til rådighed.”
Har det trukket meget at få kolleger i det daglige?
”Klart. Det er virkelig fedt at have nogle kolleger at sparre med og dele sin arbejdsdag med. At vi 25-30 mand kan sidde sammen og bidrage til hinandens succes og skabe resultater har helt sikkert talt for. At vi kan udvikle hinanden og skabe de resultater, vi ønsker.”
Nicolai Sabro Hansen fortæller desuden, at han tager sin nuværende gruppe af kunder med over til Help. Tidligere har han også været rådgiver hos kommunikationsbureauerne Copus og Friday.