Bold Drinks, som i Løvens Hule sikrede sig investeringer fra Jesper Buch og Christian Arnstedt, har netop lanceret en landsdækkende TV-kampagne.

Ud over at skulle markedsføre Bold Drinks har kampagnen ét centralt budskab til danskerne: at de skal være modige.

”Vi er selvfølgelig ikke blinde for, at vi gerne vil være endnu større på det danske marked. Men vi har også noget på hjerte, der er større end os selv,” lyder det fra Lasse Søkilde, der stifter og CEO i Bold Drinks i en pressemeddelelse.

”Derfor ønsker vi at byde ind med et budskab om at tage mere styring over vores eget liv og vores egen skæbne,” tilføjer han.

Kampagnen er udviklet i samarbejde mellem Bold Drinks’ marketingdirektør Emil Von Der Fehr og reklamelegenden Poul Mikkelsen, der i næsten en generation var synonym med DDB, samt tekstforfatter Jakob Staalby.

”Udgangspunktet er, at alle mennesker har potentiale og drømme, hvis blot vi tør være os selv, og hvis vi tør hoppe ud af den trivielle komfortzone. Lykken ligger mange gange i at være dem, vi er inderst inde og ikke lade os begrænse af, hvad andre forventer,” siger Emil Von Der Fehr, CMO i Bold Drinks, i meddelelsen.

Det nye kampagneunivers får følgeskab af BOLD Talks, som er et format, hvor CEO Lasse Søkilde interviewer en række personer, der  har taget en chance eller udlevet en drøm.

Se kampagnefilmen, der er instrueret af Tobias Kampmann og produceret af Jakob Frölich. her:

For at se indholdet skal du acceptere cookies.

Opdater dine indstillinger