Fire Rema 1000-butikker har haft synlige tobaksvarer i butikkerne og dermed overtrådt tobaksreklamelovens udstillingsforbud.
Butikkerne har derfor hver modtageet en bøde på 50.000 kroner, oplyser Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.
De pågældende butikker ligger i Rønne, Glostrup, København og Ejby,
Tre af butikkerne blev politianmeldt i efteråret 2025 og har efterfølgende valgt at afslutte sagerne ved at accepterer bøderne. Den fjerde butik accepterede ifølge Forbrugerombudsmanden en administrativ bøde under sagsbehandlingen og inden en politianmeldelse.
”Formålet med udstillingsforbuddet i tobaksreklameloven er særligt at sikre børn og unge mod at blive eksponeret for tobaksprodukter. Det er et vigtigt hensyn, og derfor er det naturligvis også helt afgørende, at alle forhandlere af tobak- og nikotinprodukter overholder reglerne,” udtaler forbrugerombudsmand Torben Jensen i pressemeddelelsen.
Skal være tildækket under genopfyldning
Ifølge lovgivningen er supermarkeder, kiosker og andre forhandlere er selv ansvarlige for effektivt at skjule cigaretter, nikotinposer og andet, der er omfattet af udstillingsforbuddet.
Varerne må som udgangspunkt kun være synlige, mens medarbejderen finder den vare frem, som kunden har bedt om. Produktene skal også være tildækket under betalingen og ved pauser i genopfyldningen, skriver Forbrugerombudsmanden.
”Vi forventer, at alle forhandlere tager deres ansvar alvorligt og sørger for, at tobaksvarer aldrig er synlige, og forhandlerne skal sørge for, at medarbejderne ved det. Tobaksvarer skal altid være tildækkede – også hvis medarbejderen f.eks. holder en pause under genopfyldning af tobakshylderne,” siger Torben Jensen i meddelelsen.