Hører du i den kommende tid et grynt, når du går rundt i storcentret, er det ikke et par ungersvende, der laver fis med dig.

Det er i stedet en ny kampagne fra Dyrenes Beskyttelse lavet i samarbejde med &Co., hvor outdoor-skærme i landets storcentre forvandles til grisebure — med lyd — for at vise pladskravene for slagtegrise.

”Kampagnen er en ud af mange aktiviteter, vi kører for at bibeholde grisenes vilkår på agendaen. Kampagnen lander i kølvandet på en anden kampagne, ‘Dumme svin findes ikke’, som vi har kørt længe. Begge kampagner har til formål at gøre danskerne klogere på grisenes forhold og har en underskriftsindsamling koblet på, som giver danskerne mulighed for at engagere sig,” siger Pernille Schousboe, kampagnechef ved Dyrenes Beskyttelse.

Sådan kommer kampagnen til at se ud foran Christiansborg. Foto: PR

Kampagnen kører på skærme i 49 af landets storcentre og vil senere også rykkes tættere på landets politikere.

“Vores plakat med grisen som OOH kommer også i en version, der skal stå foran Christiansborg og Axelborg (hvor Landbrug & Fødevarer har hovedkontor, red.), så den vil leve videre uden for stormagasinerne,” siger Pernille Schousboe.

Skabt med kunstig intelligens

Grisene, der optræder på skærmene, er ikke virkelige, men er skabt med AI af det aarhusianske bureau Use Agency.

Og det har krævet mange overvejelser hos Dyrenes Beskyttelse at gøre brug af AI-genererede billeder, lyder det fra Pernille Schousboe.

“Vi bruger stort set aldrig AI-genererede billeder. Men denne kampagneidé var svær at forløse uden. Det er svært at komme ud i en svineproduktion og tage billeder, og vi ville ikke selv sætte en gris i et bur for at tage billederne,” siger kampagnechefen og tilføjer:

“I denne omgang helliger målet midlerne, og samtidig markerer vi tydeligt, at vi bruger AI-genererede billeder.”

Kampagnen startede oprindeligt som en idé &Co. sendte ind til Ocean Outdoors årlige konkurrence, Digital Creative Competition, hvor den tog førstepladsen i kategorien for NGO’er. Med førstepladsen fulgte også annonceringsplads hos Ocean til en samlet medieværdi af 500.000 kroner.

Griselydene stammer fra en lang række optagelser, som et forskerhold fra KU har lavet fra danske grisestalde og som blev brugt i DR-dokumentaren ‘Hvis grise kunne tale’.