I slutningen af december rejste Forbrugerombudsmanden en kritik af blandt andet Salling Group for at skrue for meget op for sin kommunikation om bæredygtighed. Forbrugerombudsmanden indskærpede reglerne over for detailgiganten og mente, at dennes markedsføring var “vildledende”.
Men nu går Salling Groups kommunikationschef, Henrik Vinther Olesen, i rette med den kritik i et interview med Detailwatch.dk.
Her siger han, at Salling Group allerede var blevet opmærksom på, at de havde begået en fejl og havde rettet den, da der kom kritik fra Forbrugerombudsmanden. Der var blandt andet tale om, skriver mediet, at økologisk legetøj blev kaldt “bæredygtigt” på en webshop.
”Jeg skal ikke bestemme, hvordan Forbrugerombudsmanden bruger sine kræfter. Det skal hun jo selv afgøre. Men jeg havde måske valgt at bruge kræfter på noget, der stadig var et problem – og ikke noget, der havde været det. At det får sådan en retrospektiv karakter, giver sagen lidt en yderligere dimension. For der er meget, man kan kaste sig ind i, hvis man også skal kigge på forhold, der har været, og ikke længere er,” siger Salling Groups Henrik Vinther Olesen til Detailwatch.dk.