Der skal langt større bøder på banen, hvis en virksomhed laver vildledende markedsføring i forbindelse med klima og bæredygtighed.
Sådan lyder det fra fødevare- eller klimaordførere fra både SF, Venstre, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti til Børsen Bæredygtig.
Lige nu er der en maksimal bødestraf på 10.000 kroner, hvis Fødevarestyrelsen finder, at der er blevet lavet vildledende markedsføring i forbindelse med bæredygtighed og klima. Og det står i stærk kontrast til, hvad bødestraffen for vildledende markedsføring kan være, når det bliver behandlet af Forbrugerombudsmanden, hvor bøderne potentielt kan være i millionklassen alt efter sagens alvor.
“Det er helt hat og briller, hvis fødevarevirksomheder kan få markant lavere bøder end i andre brancher. Der er et kæmpe behov for, at lovgivningen bliver ensartet, både i forhold til strafstørrelse, og hvad der betegnes som værende vildledende markedsføring, når det gælder klima og miljø,” siger klimaordfører Signe Munk (SF).