De europæiske mesterskaber i search marketing, European Search Awards, har offentliggjort årets vindere, og tre danske bureauer har vundet tilsammen seks gange guld.

To af guldpriserne går til IIH Nordic for bureauets arbejde for Q8 i kategorien Best Use of Search – B2B (Paid Search) – og for Boligsiden i kategorien Best Use of Search – Real Estate & Property (SEO).

“Det her er ikke bare en pris – det er en anerkendelse af vores evne til at rykke grænserne for, hvad man kan opnå med søgemaskinemarkedsføring,” skriver Viktoria Steuber, SEO Team Lead hos IIH Nordic i en pressemeddelelse og tilføjer:

”Resultaterne taler for sig selv, og vi er utrolig stolte over at blive anerkendt internationalt,” 

Ud over IIH Nordic vandt også Precis Digital to gange guld ved European Search Awards 2025.

Begge cases var for Matas, og priserne faldt i kategorierne Best Local Campaign og Best PPC Campaign.

Og endelig vandt Web2Media to gang guld – begge for KAFFE Clothing, et modebrand, der ejes af DK Company-koncernen. Her faldt priserne i henholdsvis Best Pan European Campaign og Best Use of Data.

European Search Awards har hyldet de mest nyskabende og effektive indsatser inden for PPC, Content Marketing og SEO siden 2011.

Dette års vindere fik overrakt priserne ved en gallaaften i Krakow i Polen den 8. maj.