Den danske e-commerce-startup Custimy håber på at kunne se ind i fremtiden.
Virksomheden har købt influencerplatformen Make Influence for et to-cifret millionbeløb, og opkøbet skal efter planen gøre dem i stand til at forudsige værdien af influencermarketing.
Custimy og Make Influence har i gennem længere tid samarbejdet, men nu slår de altså pjalterne sammen.
“Det er jo en gamechanger. Der er ingen andre, der kan tilbyde samme omfang af data. Så at Make Influence nu bliver en del af Custimy, det er unikt, og det betyder, at vores kunder fremover kan skabe endnu stærkere, målbare resultater i deres marketingindsatser,” skriver Rasmus Bruus Larsen, der er stifter af Make Influence og ny CCO i Custimy, i en pressemeddelelse.
Parternes ambition er på sigt at sprede sig til nye markeder og vækste i England, USA og Tyskland.
Influencerplatformen Make Influence fortsætter som et produkt under Custimy. Stifter og direktør af Make Influence, Rasmus Bruus Larsen, vil være CCO, mens Martin Navne, medstifter af Custimy, bliver siddende i direktørstolen for Custimy. Custimys anden stifter og virksomhedens CCO, Kristoffer Degn, vil fortsat være en del af ledelsen, men i en ny rolle som CPO.