Et af verdens allerstørste uafhængige bureauer, Wieden+Kennedy, har været igennem en større fyringsrunde.
I alt er godt 90 personer blevet afskediget på Wieden+Kennedys hovedkontor i Portland, Oregon i USA. Det skriver erhvervsmediet Fast Company.
Fra bureauets chef i Portland, Jason White, lød forklaringen på fyringerne, at de skete for “bedre at tilpasse sig til kundernes behov”. Ifølge Fast Company kommer nedskæringerne især på kundeteams, der arbejder med retail-virksomheder som Target, Verizon og KFC, der har set et dalende behov for en markant produktion af hyppige og meget taktiske marketing-produkter.
Ifølge Fast Company er fyringsrunden også et udtryk for, at den amerikanske marketingbranche generelt oplever, at kunderne i større grad efterspørger kreative retninger og ideer og i mindre grad køber ind på faste aftaler om produktion af marketing-materiale.