To gange har jeg oplevet at blive fyret. Begge gange var det på grund af omstændigheder, der var ude af mine hænder. Den største læring har været, at der altid er nye muligheder i ens karriere.

Man skal ikke anskue det, som at skibet synker. Det sejler bare et andet sted hen, og man vælger selv hvilken retning, det skal i.

Helt forståeligt vil der altid være en følelse af at blive fravalgt, men det er vigtigt, at man ser det som en chance for noget nyt.

Sven Houlberg

  • 37 år.
  • Autodidakt med fortid i musik og kulturbranchen, herunder som musikchef på Rust.
  • Lancerede bureauet The Mind i 2023 efter en karriere ved flere bureauer.
  • Bor med sin partner og deres to børn.

En fyring er også en mulighed for at forfine dit håndværk og tage en beslutning om, hvad man virkelig ønsker i sit arbejdsliv. Begge gange har jeg benyttet min opsigelse til at kigge på, hvad jeg satte pris på og ikke satte pris på i mit daværende arbejdsliv og sørget for, at det ikke gentog sig hos min næste arbejdsgiver.

Det første, jeg har gjort, når jeg er blevet fyret, har været at evaluere det med min arbejdsgiver og fået pointer til, hvad jeg også selv har kunnet gøre bedre. Du kan jo sagtens blive fyret fra en stilling og så rykke op i position det næste sted, du ender.

Min vej ind i den kreative branche er måske lidt aparte. I 10 år var jeg musikchef på spillestedet Rust, hvor jeg havde ansvaret for 300 bands på et år. Hvis der skulle penge i kassen, skulle der publikum ind gennem dørene, så jeg lærte virkelig at kommunikere og lave guerillamarkedsføring.

Det handlede om at finde de rigtige kanaler til at nå forskellige publikummer og skiftende generationer. Der gik det også op for mig, at jeg er drevet af at forstå mennesker og virksomheder og omdanne det til reel kommunikation. Jeg startede med at freelance lidt for et bureau, før jeg blev ansat hos et kommunikationsbureau i 2019.

Foto: Liv M. Kastrup

Det var en chance at tage mig ind, for jeg stod udelukkende på min merit fra musikbranchen. Efter at have været der i lidt over et år blev virksomheden nødt til at skalere. 

Kunderne insourcede en masse opgaver på grund af corona, og i den forbindelse blev jeg fyret. Selvom jeg vidste, at det var en hård tid, så kom det alligevel som en overraskelse. Jeg havde håbet på, at der havde været en mere åben snak, for i den ideelle verden vil jeg gerne have, at en fyring er en fælles beslutning.

Men jeg forstod også godt, at virksomheden stod i en kritisk situation, og der var ikke plads til at vise det overskud. Fyringen blev håndteret i en samtale mellem kundemøder. For mig var det ikke noget problem at koncentrere mig til det efterfølgende møde, det er jo stadig dit arbejde, og jeg ville ikke efterlade kunderne eller mine kolleger et dårligt sted.

Efterfølgende var mit mindset, at jeg ville undersøge, hvordan jeg kunne gøre mig uundværlig i mit næste job. Hvordan kunne jeg tilegne mig viden, forståelse og mentorer, så jeg kunne lære mere og gå ind i det næste job med en større selvtillid. 

Fordi jeg kom fra musikbranchen, brugte jeg også tid på at skabe et større netværk i reklamebranchen, lære de forskellige virksomheder at kende og opbygge min tilstedeværelse på LinkedIn. Jeg brugte også LinkedIn til at række ud og spørge folk, om de havde hørt om et job, der kunne passe til min profil. Det er en god måde at give dig selv en forlomme på. 

" Det er vigtigt, at vi tør have de her snakke og deler vores sårbarheder og fortællinger, hvis vi skal udvikle os.
Sven Houlberg

I den proces fandt jeg også ud af, at jeg brænder mere for at sælge end at være creative lead. Så jeg brugte også tiden på at skabe min CRM, der er et værktøj, hvor man har sine professionelle netværk og virksomhedskontakter, så jeg havde en konkret værdi, når jeg skulle ansættes igen.

Jeg ser mig selv som et værktøj, og jeg er på en rejse, hvor jeg skal finde ud af, hvordan jeg bedst bruges og forfines.

Det gav pote. Jeg blev ansat som account director i et influencerbureau, hvor jeg var med til at udvikle deres salgsafdeling og hurtigt skabte resultater. Desværre blev jeg ramt af et dødsfald i min nære familie, og jeg måtte sygemelde mig i en længere periode.

Fyret

I den kommende tid sætter Markedsføring fokus på et presset jobmarked, fyringsrunder i reklame og marketing og hvordan man kan håndtere sin fyring.

Du kan blandet andet høre personlige fortællinger fra Nynne Munk og Sven Houlberg, og få dit nyeste tal om et jobmarked, der styrtdykker.

Til sidst var det ikke holdbart længere, og virksomheden var desværre nødsaget til at afslutte arbejdsforholdet. Virksomheden strakte sig langt for mig og var meget akkommoderende over for mine behov, men hvis de skulle klare sig og overleve i deres start-up-periode, var det nødt til at være sådan.

Derfor var fyringen også en fælles beslutning, og selvom det kan lyde hårdt, var det en rigtig god oplevelse. Igen brugte jeg tiden efter til at forfine mig selv. Og så brugte jeg mine mentorer rigtig meget til at identificere, hvor jeg var på min læringskurve, og hvilke jobs jeg ville kunne søge.

Derfor er et af mine bedste råd også, at man skal finde sig en mentor. Eller fire.

Jeg har også selv fyret personer, og det tror jeg har hjulpet mig i min proces og givet mig en bedre forståelse for det. Når man fyrer andre, har man som leder et stort ansvar for, at de kommer godt videre. Udover at give dem anbefalinger har jeg også sørget for at highlighte, hvad de var gode til, og stillet mig til rådighed, hvis de havde lyst til at ping-ponge om, hvad deres næste skridt kunne være.

Den sidste fyring blev startskuddet til, at jeg startede min egen virksomhed. Jeg ønskede mere styring over projekterne, og det har været en god rejse indtil videre. Jeg har endnu ikke andre ansatte, fordi jeg er i en start-up periode, hvor indkomsten kan fluktuere, og det er uansvarligt at invitere nogle ind, hvis de hurtigt skal siges op.

Foto: Liv M. Kastrup

Jeg har tænkt rigtig meget over, hvordan jeg selv vil opsige de ansatte. Jeg har endnu ikke nedskrevet mit regelsæt, men det gør jeg, inden jeg hyrer folk ind.

Der skal være en drejebog for, hvordan man starter op og eventuelt slutter ned igen. Så de ansatte ved, at jeg er til rådighed for sparring, og de forstår, hvilke cyklusser der går i gang, når de bliver fyret. Og endnu vigtigere: Hvor de skal gå hen, hvis de ikke er glade for processen.

Det undrer mig virkelig også, at meget få virksomheder har drejebøger i forhold til fyringer. Det burde man allerede blive indkørt i og snakke om, når man bliver ansat, ligesom man gør med barsel og meget andet.

Der mangler helt basale værktøjer, særligt hvis man er ny i branchen, og man kan nemt stå uden et net udover familie og venner.

At blive fyret er en meget naturlig del af et arbejdsliv, og derfor er det vigtigt, at vi snakker om det, og man ikke ender med at se det som et nederlag. Vi er jo ikke vores forældres generation, der blev på deres arbejdsplads hele deres liv, og vi arbejder i en branche, hvor man er på forskellige steder i kortere perioder.

Vi kan snakke om alt, så hvorfor skal det at blive fyret være så tabubelagt? Det er vigtigt, at vi tør have de her snakke og deler vores sårbarheder og fortællinger, hvis vi skal udvikle os.