”Et opgør med gamle modeller, traditionelle mønstre og kulturmindset.”
Sådan lyder baggrunden for et navneskifte for det digitale bureau IIH Nordic, der efter 20 år nu skifternavn til Dear Future.
Ifølge en pressemeddelelse markerer navneskiftet et fundamentalt opgør med fortidens bureauforretning – et som symbol på en endnu dybere ændring.
Fremover under det nye navn vil man køre en AI-drevet forretningsmodel, hvor værdi skabes gennem produkter, teknologi og strategisk rådgivning – ikke via solgte timer.
“Vi har gennem de seneste år oplevet en massiv efterspørgsel fra danske og nordiske virksomheder, der kæmper med at omsætte deres AI-ambitioner til konkrete forretningsresultater,” siger Henrik Stenmann, CEO og stifter af Dear Future.
Henrik Stenmann stiftede IIH Nordic, IHH stod for Internet Intelligence House, tilbage i 2005.
Har taget egen medicin
Ifølge meddelelsen havde IIH Nordic i flere år allerede rådgivet om AI og digital transformation.
Men i stedet for blot at tale om forandring, valgte bureauet ifølge meddelelsen at tage sin egen medicin.
“Vi gik selv i gang med den transformation, som mange nu står overfor. Vi har ændret vores organisation, udviklet AI-produkter, fjernet timelogning og måler nu os selv på reel værdi og ikke aktivitet. Navneskiftet til Dear Future er kun det synlige bevis på, at vi er gået fra at være bureau til at være AI-partner,” siger Henrik Stenmann.
”Ikke blot en rebranding”
Ifølge Henrik Stenmann kommer navnet Dear Future ikke som en tilfældighed.
Og navneskiftet er ingenlunde blot en rebranding, pointerer han.
“Vi tror på en fremtid, hvor AI bliver en naturlig del af alle virksomheders maskinrum. Derfor har vi forpligtet os på at forstå og forme fremtiden – ikke frygte den. Det kræver respekt, indsigt og evne til at handle i tide,” siger Henrik Stenmann.
Eksisterende IIH Nordic-kunder fortsætter deres samarbejde under det nye brand, mens Dear Future samtidig ekspanderer sin portefølje med nye AI-transformation projekter, oplyses det i meddelelsen.