For første gang lancerer frys-selv-isen Sun Lolly, der ejes af virksomheden Co-Ro, en international satsning, der på sigt skal gøre det danske brand globalt.
Det oplyser bureauet Twenty, der har udviklet den nye platform, i en mail til Markedsføring i forbindelse med at den første kampagne går i luften.
I mailen skriver Zenia Juul, der er marketing director for Sun Lolly-brandet, at man er på ”en fantastisk rejse verden over”.
”Ikke kun fordi vi lancerer i nye markeder, men fordi vi også har fokus på at konsolidere brandet i de eksisterende. Derfor har vi udviklet en ny global brand platform ‘Everyday Magic’, som skal skabe konsistens og styrke brandet på tværs af markeder,” lyder det fra hende i mailen, hvor hun uddyber:
”Den nye platform fortæller ikke kun om vores mest trofaste fans, nemlig børn og andre barnlige sjæle. Den er i endnu højere grad en hyldest til alle de forældre, som hver dag gør hvad de kan, for at give deres børn en magisk barndom.”
Og platformen og den nye kampagne tager da også fat i følelserne igen – ligesom Sun Lolly også tidligere har gjort sammen med Twenty.
”Et emotionelt udgangspunkt”
Sun Lolly besluttede i december 2024 at lægge opgaven om at udvikle den globale platform i hænderne på Twenty, der har været bureau for Sun Lolly siden 2020.
Her har man ifølge co-founder og creative director, Farah Dib, blandt andet taget udgangspunkt i, at ”der er behov for at se ud over de taktiske budskaber, når både kendskab og præferencer kan variere markant i modne og nye markeder”.
Artiklen fortsætter under billedet.
Derfor har det været afgørende, oplyser hun i mailen, ”at platformen har et emotionelt udgangspunkt, som resonerer med målgruppen uanset kendskab til produktet og kulturelle forskelle”.
”Hvis man skal sikre, at ens budskaber har global relevans, er det essentielt at tage fat i en universel indsigt. Vi har fokuseret på en af de mest grundlæggende, nemlig at forældre verden over ønsker at skabe en magisk barndom for deres børn,” skriver hun og uddyber om tankerne bag platformen:
”Samtidig oplever mange forældre et stigende pres om, hvordan de skal leve op til de forventninger. Sandheden er, at hvis man spørger børnene selv, stiller de ofte ikke så store krav, som forældrene tror. Sun Lolly er en lille uprætentiøs frys-selv is, hvor det handler mere om have et lille magisk øjeblik sammen, en det handler om at imponere.”
Platformen er ifølge parterne testet på tværs af markeder og har fået en positiv modtagelse blandt forbrugerne.
Se den danske version af kampagnens herofilm her. Kristian Boysen har instrueret og Holy Ravioli har produceret.