90.000 danske kroner. Så meget skal tele- og internetselskabet Nuuday betale i bøder for ulovlig markedsføring. Det oplyser Forbrugerombudsmanden, der politianmeldte selskabet, i en pressemeddelelse.
Nuudays brøde var at kontakte i alt syv personer pr. brev eller telefon, der havde frabedt sig markedsføring fra virksomheden.
Forbrugerne havde klaget til Forbrugerombudsmanden over Nuudays brands YouSee og Relatel, da de enten havde frabedt sig markedsføring eller var registreret på Robinsonlisten, hvor man kan frabede sig markedsføring.
“Hvis en forbruger eller en erhvervsdrivende person frabeder sig markedsføring fra en virksomhed eller er på Robinsonlisten i CPR, så skal det selvfølgelig respekteres. Virksomheder må ifølge markedsføringsloven ikke rette henvendelse til en bestemt fysisk person med markedsføring, hvis denne har frabedt sig det,” siger forbrugerombudsmand, Torben Jensen og tilføjer:
“Forbrugerne i sagen har gentagne gange frabedt at modtage reklamer. Virksomheden har endda kvitteret for at have modtaget disse henvendelser, men sendte alligevel fortsat markedsføringsmateriale til forbrugerne.”
Ifølge pressemeddelelsen har Nuuday oplyst til Forbrugerombudsmanden, at klagerne i to af sagerne ved en fejl ikke var blevet registreret på deres “nej tak”-liste.
Samtidig har de igangsat et arbejde for at tydeliggøre overfor medarbejderne, hvordan en afmelding skal ske.