Byretten i Aarhus idømte den 21. december, 2022 Spar Nords tidligere marketingdirektør, Ole Madsen, 3,5 års fængsel og et erstatningskrav på 20,5 millioner for at have svindlet sin tidligere arbejdsgiver for netop det beløb.
Svindlen stod på fra 2009 til 2020, og byretten lagde vægt på længden af svindlen og dens systematiske karakter, da den udmålte straffen.
Specialanklager Mette Vestergaard fra anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi kalder det “et tilfredstillende resultat”.
“Dommen afspejler at der er tale om alvorlig økonomisk kriminalitet. Der er tale om, at den dømte har udnyttet en betroet, ledende stilling, og tilbage står en arbejdsgiver som er blevet snydt for 20,5 millioner kroner igennem en længere årrække. Vi har fulgt de lægefaglige vurderinger, hvor de peger på almindelig straf som sanktion. Det er også den vej, retten har valgt at følge i dag, hvor tiltalte er blevet idømt 3,5 års ubetinget fængsel,” siger Mette Vestergaard i en pressemeddelelse.
Ole Madsen har tidligere fortalt om bedrageriet over for finans.dk og Weekendavisen, hvor han har forklaret dele af svindlen med, at han har en bipolar lidelse.
“Jeg ansvarsfraskriver ikke. Mange af handlingerne er foretaget i almindelig sindstilstand. Jeg har også lavet fakturaer, fordi jeg var halvsnalret, når jeg selvmedicinerede med rødvin. Og jeg har gjort det, når jeg var ved at løbe tør for penge. Jeg havde ikke styrken til at komme ud af det. Jeg kunne simpelthen ikke. De fleste af mine timer var jeg fuldt bevidst om, at det her virkelig var noget lort. Jeg ville gerne stoppe. Men jeg faldt i igen og igen,” sagde han dengang til Weekendavisen.
Ole Madsen har tidligere været på Dansk Markedsførings M List.