Efter næsten fire år som marketingchef hos Meny Danmark blev Carsten Kure i slutningen af 2023 opsagt hos supermarkedskæden.
Nu kan han så løfte sløret for, hvad fremtiden bringer.
Carsten Kure skal nemlig fremover være marketing- og kommunikationschef i Jespers Torvekøkken. Det skriver han selv på LinkedIn.
“Jeg glæder mig til, at få hænderne dybt begravet i en helt ny branche – samtidig med at jeg er begejstret over, at omdrejningspunktet er noget, jeg har beskæftiget mig med i mange år: Kærlighed til god mad og stærke fagfolk, der brænder for deres arbejde,” skriver han blandt andet.
I sin tid hos Meny var Carsten Kure blandt andet med til at søsætte kampagnen “Ikke alt kan erstattes, men giv os chancen”, der skulle hjælpe kæden i jagten på Irmas tidligere kunder. En kampagne, der nettede marketingteamet to priser til Rambukken 2023.
Både Carsten Kure og bureauet bag kampagnen, Marketsquare, satte dengang ord på arbejdet, som de kaldte et “minefelt”.