Andreas Lange, der har en fortid i reklamebranchen, bliver ny kommunikationschef for Alternativet. Det oplyser partiet i en pressemeddelelse.

“Jeg er utrolig stolt over at skulle bidrage til Danmarks absolut mest grønne og progressive parti. For mig har Alternativet den klareste og stærkeste vision for en bæredygtig fremtid. Alternativets insisterende tro på, at vi sammen kan løse vores tids største udfordring – den grønne omstilling – er en enorm drivkraft for mig,” skriver Andreas Lange.

Andreas Lange har en fortid i både reklame- og kommunikationsbranchen, hvor han blandt andet har været klientdirektør og partner hos We Love People, chief advisor hos Advice og head of content marketing hos Egmont.

Før sit skifte til Alternativet var han chef for brugerkontakt hos Danmarks Radio.

“Alternativet er i en udfordrerposition af det etablerede – heraf navnet Alternativet – med afsæt i en oprigtighed om at skabe et ansvarligt Danmark for nutidens og fremtidens generationer. Det forpligter – og jeg ser frem til at bidrage med min erfaring inden for strategisk branding og kommunikation og sammen med resten af organisationen skabe engagement og begejstring omkring et bæredygtigt og fremsynet Danmark,” skriver Andreas Lange videre.

Samtidig ansætter Alternativet Julie Kragh som ny pressechef. Hun har været konstitueret i rollen siden april.