Plukker din virksomhed altid de lavthængende frugter i jeres digitale markedsføring? Ja, svarer de fleste marketingfolk nok selvsikkert.

Men der er én lidt overset mulighed, som overraskende mange annoncører lader hænge på grenen.

Nemlig muligheden for – helt elementært – at styrke relevansen af sin digitale markedsføring. Digitale platforme har i dag funktioner, hvor annoncører med relativt få klik sikrer, at deres annoncer og budskab er knyttet til relevant indhold – begrebet ‘brand suitability’. Det gælder ikke mindst i min egen baghave, YouTube.

I flere år har annoncørers sikkerhed på digitale platforme (‘brand safety’) fyldt mest i debatten. Men i takt med, at platforme i højere grad har fået bugt med skadeligt indhold, er det blevet en mindre relevant bekymring for annoncørerne.

I skyggen heraf har mange annoncører overset mulighederne i brand suitability, som handler om at have en klar holdning til, hvilket indhold man gerne vil reklamere op imod – og omvendt gerne vil undgå.

Eller sagt på en anden måde: Man bør gøre sig klart, hvilket indhold der styrker budskabet i ens annoncer. Og tilsvarende at gøre sig bevidst, hvilket indhold der disharmonerer med ens budskab.

To konkrete eksempler: Hvis man er et flyselskab, kan man eksempelvis sørge for, at ens annoncer optræder i forbindelse med en rejseguide til Bali – men er nok helst foruden at tone frem i en gennemgang af historiens 10 største flystyrt.

Hvis man ejer et tøjmærke, vil man gerne have vist sine annoncer sammen med en reportage fra en modeuge – men ikke en kritisk afsløring af modeindustriens negative indflydelse på klimaet.

Når det gælder YouTube, som langt de fleste danskere besøger hver uge, er det tydeligt, at mange virksomheder ikke gør sig ovenstående tanker om til- eller fravalg af indhold.

Og dermed afskærer de sig fra en oplagt mulighed for at kommunikere mere effektivt til relevante modtagere i en relevant kontekst. De misser helt enkelt muligheden for at udnytte annoncekronerne bedst muligt ved ikke at udnytte de digitale platformes potentiale for at styrke brandet.

Med en tydelig defineret holdning til relevant videoindhold for det pågældende brand kan man komme rigtig langt, blot ved at brug af de redskaber der allerede ligger frit tilgængelige med få klik.

Dén del af øvelsen er ganske simpel.

Andreas Plesner Brandrup er brand lead for YouTube i Nordeuropa.