De to tidligere Viaplay-spidser, Anders Oliver Pokorni og Mette Barnes, slår i dag dørene op til et nyt bureau.

Det nye bureau kommer til at hedde Rotate Agency, skriver de i en pressemeddelelse.

Bureauet, som i meddelelsen også beskrives som et ’konsulenthus, får adresse på Frederiksberg i København og vil, ifølge meddelelsen, fokusere på at levere ydelser og rådgivning inden for business strategy, change management, business growth projects og strategic communications. 

”Det man får med os, er udelukkende senior-kompetencer med masser af kilometer i benene og forståelse af agendaerne, udfordringerne og behovene i corporate-verdenen. Vi er selv født og opvokset i de store high-paced corporate virksomheder, og vi forstår vigtigheden i at omsætte planer og strategi til eksekvering og samtidig være agile, når det kræves”, siger Mette Barnes, Partner og co-founder af Rotate Agency, i meddelelsen.

Mette Barnes kommer senest fra en stilling som Senior Vice President, PR & Communications i Viaplay Group, som hun forlod ved udgangen af 2022 efter syv år i koncernen, og hvor hun i en årrække var kollega med sin nye partner i Rotate Agency, Anders Oliver Pokorni.

Han nåede at være i Viaplay Group i ni år, før han i slutningen af 2022 opsagde sin direktør-stilling som Vice President, Commercial, i Viaplay. 

Rotate Agency vil lægge ud med at fokusere på at få opgaver i Danmark, men på sigt vil de arbejde på tværs af landegrænser, lyder det fra bureauet i meddelelsen.

“Vi ved, at flere virksomheder og organisationer i Danmark og Norden fortsat i år kommer til kæmpe i et hårdt marked, og at mange er nødt til at omstille forretningen, finde nye vækstpotentialer, kommercielle alliancer og måske også have fleksibel workforce. Så timingen og markedet for at bringe et nyt konsulentbureau med afsæt i business strategy og strategisk kommunikation, er på mange måder optimal.”, siger Anders Oliver Pokorni, Partner og co-founder af Rotate Agency i meddelelsen.