Advances nye topchefer, Ann-Louise Rosen og Camilla Grove Pelle, har offentliggjort deres første årsregnskab i eget navn.

Og det markerer “et velgennemført generationsskifte i bureauet”, skriver Advance i en pressemeddelelse.  

I regnskabsåret 2021-2022 leverede Advance således et bruttoresultat på 48,9 millioner kroner mod 50,2 millioner kroner året før. Og et driftsresultat på 7,3 millioner kroner mod 10 millioner kroner i 2020-21. 

”Det var vores forventning ved årets indgang, at vi ville se en nedgang i resultatet. Vi har blandt andet investeret en del i at få nye, dygtige medarbejdere med om bord og få besat nøglepositioner i organisationen”, siger Ann-Louise Rosen i meddelelsen. 

Sammen med Camilla Grove Pelle overtog hun 1. januar 2022 den todelte CEO-stafet efter Claus Wittenborg og Jens Krog, som indtil da havde delt posten hos Advance i 22 år.  

Det seneste år har derfor, ifølge de to CEO’s, handlet om at “sikre et glidende generationsskifte af bureauet”. 

" Vi overtog et solidt bureau, med stort potentiale, og det er det potentiale, vi nu er i gang med at forløse.
Camilla Grove Pelle, co-CEO, Advance

”Det har været vores vigtigste opgave i år, at sikre, at vi kom godt igennem uden for meget bølgegang. Vi overtog et solidt bureau, med stort potentiale, og det er det potentiale, vi nu er i gang med at forløse”, siger Camilla Grove Pelle i meddelelsen. 

Nye internationale kunder

I det afsluttede regnskabsår oplyser Advance, at man har været i stand til at fastholde forretningsomfanget blandt eksisterende kunder – og udvide med andre.

Herunder WSA Audiology, hvor bureauet i dag arbejder med en række af virksomhedens brands. 

I løbet af perioden er der også kommet flere nye kunder til – herunder Lundbeckfonden og Røde Kors.

”Vi har i det forgange år vundet nye internationale kunder, heriblandt også amerikanske Envista, som leverer dentaludstyr til hele verden. Her arbejder vi med at markedsføre en række af virksomhedens brands globalt og det er et spændende område for os”, siger Camilla Grove Pelle. 

Nøgletal for Advance 1. oktober 2021/30. september 2022

Tal i millioner kroner – foregående års tal i parentes

Nettoomsætning:   82,3 (73,2)
Bruttoresultat         48,9 (50,2)
Driftsresultat:          7,3 (10,0)
Årets resultat:            5,8 (8,1)
Egenkapital:             10,8 (13,1)

Tal i procent

Nettomargin:             7,08 (11,08)
EK-forrentning:        48,69 (80,53)
Soliditetsgrad:           41,21 (35,40)

Gns. antal medarb.: 55 (51)

Kilde: Advance/årsregnskab

Hun siger videre, at bureauet generelt mærker, ’at der er kommet mere fokus på branding’.

”Det giver anledning til mange nye interessante opgaver, og særligt ser vi et stigende behov inden for B2B og MedTech med at skabe en stærkere relation til brandet. Ikke bare i den professionelle målgruppe, men også direkte ude hos slutkunden.” 

Et særligt fokus på kulturen

Efter et år med direktørskifte og nye medarbejdere, der er kommet til, har de to Advance-CEO’s vægtet et stort fokus på kulturen på bureauet.

”Vi har altid været kendt for at have en god arbejdskultur. Men som med alle andre forhold skal den slags plejes og udvikles. Vi har været igennem et år med mange nye medarbejdere, og forandringer, og derfor har det vigtigste for os været, at vi også har haft det sjovt sammen og lært hinanden rigtig godt at kende,” siger Ann-Louise Rosen.

De to direktører er godt tilfredse med årets resultat, og der hvor organisationen er i dag. 

”Vi har et stærkt internationalt orienteret hold, og der er en god stemning på bureauet. Vi har gang i forretningen lige nu, og derfor forventer vi også, at vi i det kommende år som minimum kan fastholde omsætning og resultat på samme niveau som i år”, lyder det fra Ann-Louise Rosen.

I dag er 90 procent af Advances opgaver rettet mod udenlandske markeder. For eksempel arbejder bureauet på flere internationale markeder for brands som blandt andre LEGO Group, Johnson & Johnson, Coloplast, og WSA Audiology.