”Jeg er pænt tilfreds, og det er bureauet også. Det er sgu’ fedt.” 

Sådan lyder det fra Dwarfs CEO, Lars Berntsens, reaktion på det digitale bureaus dugfriske regnskab for 2022.

Regnskabet offentliggøres i dag, fredag, og det viser en nettoomsætning på 50,8 millioner kroner og et driftsresultat på godt 4 millioner. Begge tal er de højeste i det digitale bureaus 23-årige historie.

Nøgletal – Dwarf 2022

Tal i millioner kroner – foregående års tal i parentes

Nettoomsætning:   50,8 (43,6)
Bruttoresultat         43,5 (37,0)
Driftsresultat:          4,0 (3,7)
Årets resultat:            3,1 (2,8)
Egenkapital:             3,0 (2,7)

Gns. antal medarb.: 61 (52)

Kilde: Dwarf/årsregnskab

Over en fjerdel af resultatet skyldes newbiz, oplyser Lars Berntsen.

”Det er et langt bedre år på newbiz, end vi har præsteret tidligere. Og det, kombineret med, at vi samtidig har formået at fastholde mange af vores eksisterende kunder og udbygge samarbejdet med dem, gør forskellen,” siger han.

Blandt de nye kunder, der er kommet til i 2022, finder man Andel Energi, som Dwarf til dagligt supporterer på deres marketing automation-aktiviteter og desuden har lanceret et spil til. 

Derudover finder man IO Interactive, der især er kendt for Hitman-serien, som bureauet har lavet website til – og Dansk Håndbold Forbund (DHF), som Dwarf er i gang med et større, endnu ikke offentliggjort projekt med.

Har forbedret leverancekvaliteten

Som en af årsagerne til, at Dwarf evner at blive ved med at vokse, peger Lars Berntsen på, at ”leverancekvaliteten er blevet langt stærkere”. 

”Tidligere har vi med store projekter kæmpet lidt med at få det gjort færdigt til tiden og med god kvalitet. Sådan er det ikke mere. Vi har i dag nogle langt bedre dialoger med både nye og eksisterende kunder, end jeg har oplevet tidligere. Så vores cases, resultater og kunder gør, at andre kunder også efterspørger os,” siger han og tilføjer:

”Det er også noget, vi har investeret bevidst i, i og med at vi er gået fra fire til otte projektledere.”

Men også bureauets evne til at positionere sig selv i markedet spiller ind på resultatet, mener CEO’en.

" Jeg synes, det er vigtigt, at medarbejderne får valuta for deres store arbejde. Og det gør de med vores ordning.
Lars Berntsen, CEO, Dwarf

”Jeg synes, vi har formået at positionere os godt som et bureau, der kan præstere inden for både design og tech. Den position har stabiliseret sig, og vi oplever en naturlig efterspørgsel på os, som vi ikke har set tidligere.”

Uddeler 1,5 millioner til medarbejderne

Dwarfs 2022-resultat smitter igen i år direkte af på medarbejderne, idet bureauet har en særlig bonusordning, der har eksisteret siden 2010.

Her fordeles 25 procent af resultatet før skat blandt alle bureauets medarbejdere ud fra en tredelt model, hvor ledelse og teamledere får index 140, medarbejdere med tre års anciennitet får index 120, mens resten af huset får index 100. 

“Jeg synes, det er vigtigt, at medarbejderne får valuta for deres store arbejde. Og det gør de med vores ordning, hvor der er kontant afregning, hvis Dwarf leverer et godt resultat,” siger Lars Berntsen.

Udover bidraget til kollektivet har ordningen to formål.

”En ting er selvfølgelig, at alle kollegaer får noget økonomisk ud af, at det går godt. Så det ikke kun er os ejere, der tjener på de gode resultater,” siger han og tilføjer:

”Men det handler også om, at vi gerne vil give alle en større interesse for og ejerskab af vores daglige økonomi. At alle involveres og har en fornemmelse af ’rigets tilstand’, om det går godt eller skidt for os. Det tror jeg, er vigtigt.”

Investerer i fremtiden

Vokseværket hos Dwarf har også vist sig rent fysisk i kvadratmeter og antal medarbejdere. 

I 2022 udvidede bureauet med en ekstra etage på Bernhard Bangs Alle på Frederiksberg – i øvrigt i den ejendom, som for år tilbage lagde ’ansigt’ til ’Bella Radio- & Fjernsynsfabrik’, der var omdrejningspunktet i TV-serien ’Krøniken’.

I løbet af året er der kommet netto 10 nye medarbejdere til, ligesom Dwarf i slutningen af 2022 købte 33 procent af det kreative motion studio Benny Box.

”Vi har investeret i meget i løbet af året. Dels de nye lokaler, hvor vores omkostninger faktisk er fordoblet, og dels i nye medarbejdere. Og så var hele flokken, 60 medarbejdere, til WebSummit i Lissabon i november,” siger Lars Berntsen og tilføjer:

”Så bundlinjen kunne da have været endnu bedre, hvis vi ikke havde gjort det. Men vi ser det som en investering. Også i fremtiden.”

Hvad synes du har været den største udfordring for jer i 2022?

”At tiltrække de rigtige medarbejdere. Det er jo ikke et problem at finde dygtige kreative og udviklere. Men at finde den helt rigtige kvalitet i kompetencerne, har været svært, hvis jeg skal være helt ærlig,” siger Lars Berntsen, der af samme årsag har hyret en Head of People & Culture, der starter 1. marts.

”Hun kommer til at sidde i ledelsen og får blandt andet til opgave sammen med den øvrige ledelse hele tiden at dyrke at skaffe talenter og de rigtige kolleger.” 

Og hvordan ser 2023 ud? 

”Vores ambition er at vækste på toppen og også en lille smule på bunden. Men vi kommer til at foretage yderligere investeringer i vores måde at arbejde på, så bundlinjevæksten bliver ikke voldsom,” vurderer Lars Berntsen, der tilføjer:

”Så vi kommer til at gøre det en lille smule bedre i 2023. Det er det, vi går til valg på.”