Søren Brix og Lasse Vintersbølle sagde sidste år farvel til Accenture Song efter henholdsvis godt seks og næsten ni år – nu åbner de officielt dørene til deres nye bureau med navnet Newfinal.

Det skriver de to stiftere i en pressemeddelelse.

Søren Brix var senest Executive Client Director og en del af topledelsen hos Accenture Song, mens Lasse Vintersbølle som Creative Director var ansvarlig for det kreative niveau på tværs af kunder på bureauet. 

Med etableringen af Newfinal gør de med Sørens Brix’ ord “snak til virkelighed”.

”De seneste par år har vi haft et meget tæt og tillidsfuldt samarbejde fyldt med ambitioner, erfaringer og gode samtaler om alt lige fra kreative idéer til, hvad en god kunderelation er, eller hvordan man skaber en stærk virksomhedskultur,” siger han i meddelelsen.

Newfinal definerer de som ’et kreativt brand bureau’, og rollerne fordeles således, at Søren Brix er Managing Director og Lasse Vintersbølle Creative Director.

Navnet er “dejligt kontrastfyldt”

Det nyåbnede bureaus navn, ’Newfinal’, kommer af en tendens, de fleste kender, lyder det fra stifterne.

" For os er ’Newfinal’ en ambition om ikke kun at lave noget færdigt, men også at lave noget nyt, der ikke er set før.
Lasse Vintersbølle, Creative Director, Newfinal

”Den oprindelige idé til navnet kom fra indsigten om, hvordan mange af os navngiver vores filer. Lige når vi tror, vi er færdige, kalder vi dem ’final’. Og som regel går der ikke længe, før vi må gemme en ny fil med ordene ’finalfinal’ eller ’newfinal’,” siger Lasse Vintersbølle og tilføjer:

”Udover at være en intern brancheindsigt, synes vi også det afspejler en verden, hvor behovet for konstant at forholde sig til og følge med omverdenen for at forblive relevant er støt stigende.” 

Han peger videre på, at navnet er “dejligt kontrastfyldt”. 

”Du har både begyndelsen og slutningen. Og ’new’ fungerer også som et synonym for kreativitet og innovation. Slår du kreativitet op i ordbøgerne, vil ’ny’ næsten altid være der. Så for os er ’Newfinal’ en ambition om ikke kun at lave noget færdigt, men også at lave noget nyt, der ikke er set før.”

Kommer fra full service. Men …

De to partneres erfaring fra de store bureauer, har hjulpet dem med at definere, hvad de ønsker at løse for deres kunder – og hvor de omvendt vil lade andre tage over.

”Full-service tankegangen er på papiret stærk, og det er det vi begge kommer fra. Men alle bureauer, uanset størrelse, kan have svært ved at hente de bedste profiler på tværs af hele værdikæden,” siger Søren Brix.

Newfinal har derfor brugt tid på at etablere strategiske partnerskaber i alt fra performance marketing til produktion, for i stedet selv at stå på strategi, kreativitet og branding som kerneydelse. 

“Det er her, vi ser os selv som kobling af strategiske og kreative brand-konsulenter, der i tæt relation med vores kunder udvikler og vedligeholder ambitiøse brands i takt med, at verden forandrer sig,” slutter Lasse Vintersbølle.