Virksomheder, der skriver rosende anmeldelser af sig selv. Eller sviner konkurrenterne til. Eller decideret falske anmeldelser købt for at styrke sit omdømme.

De seneste uger er websitet Trustpilot kommer under kritisk lys i en række medier, blandt andet hos TV2 Kosmopol og Jyllands-Posten, for at flyde over med netop falske anmeldelser. Normalt orienterer mange forbrugere sig hos Trustpilot for at få en uvildig vurdering fra andre forbrugere af virksomheders kvalitet og troværdighed. Men den tillid kan der nu være skudt hul i, lyder det fra flere sider.

TV 2 Kosmopol har selv oprettet en falsk virksomhed på Trustpilot, som de har købt fire- og femstjernede anmeldelser til.

Det har blandt andet fået seniorjurist hos Forbrugerrådet Tænk, Marie Frank-Nielsen, til at spå en svær fremtid for Trustpilot. Og Forbrugerombudsmanden, Torben Jensen, er nu også gået ind i sagen, skriver TV 2 Kosmopol. Her vurderer man, at de falske anmeldelser kan være i strid med markedsføringsloven.

“Og hvis vi når frem til, at det er de, så skal vi også vurdere – hvis vi vælger at rejse en straffesag – om vi så kan forvente at få en virksomhed, eller dem, der står for de falske anbefalinger, dømt ved domstolene. Hvis vi ikke kan det, så skal vi ikke rejse en sag,” udtaler han til TV 2 Kosmopol.

Trustpilot har ikke ønsket at stille op til interview med TV 2 Kosmopol, men skriver i et skriftligt svar, at man gør, hvad man kan for at fjerne falske anmeldelser.