Fra det nye år skal TV 2 Danmark sælge annoncepladser til Disney+’s nye abonnementsmodel, “Standard med reklamer”, som streamingtjenesten lancerede i november.

Aftalen gør TV 2 til eksklusiv forhandler af reklamer til Disney+ i Danmark og gælder fra 1. februar 2024. Det oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.

Stig Møller Christensen, der er kommerciel direktør på TV 2, skriver i meddelelsen, at samarbejdet vil gøre det nemmere og mere enkelt for annoncører at købe målrettede tv-reklamer et sted.

“TV 2 Play og Disney+ er et rigtig godt match, og med vores aftale skaber vi nye muligheder for de danske annoncører. Via vores samarbejde med Disney får annoncørerne både adgang til Disney+ eftertragtede målgrupper inkl. de mange fans af fx Marvel, Disney og Star Wars, og til TV 2 Plays mange brugere,” skriver Stig Møller Christensen.

Disney+ har indgået lignende reklamepartnerskaber i Norden. I Sverige kommer TV4 til at stå for Disneys annoncesalg, mens det i Norge bliver det norske TV 2.