Mediebureauet UM, der er en del af Mediabrands-gruppen, er valgt som første leverandør, eller lead, på håndtering af mediestrategi og medieindkøb for Sundhedsstyrelsen i de kommende år.
Det skriver UM’s Managing Director, Andreas Hansen, i en mail til mediet Markedsføring.
Der er tale om en rammeaftale med mulighed for forlængelse ad to omgange, og samlet set lyder rammeaftalen, inklusive mulige optioner, på op til 80 millioner kroner.
UM har tidligere samarbejdet med Sundhedsstyrelsen, senest i forbindelse med den omfattende covid-kommunikation tilbage i 2020 og 2021, og på bureauet glæder Andreas Hansen, Managing Director sig til at genoptage samarbejdet.
”I UM er vi rigtig glade for, at vi skal arbejde med Sundhedsstyrelsen igen, og mest af alt for at være blevet valgt som leadbureau,” skriver han i mailen og tilføjer:
”Vi gik all in på at levere en stærk løsning på den opstillede case, konkurrencedygtige priser og ikke mindst et stærkt team af seniorkræfter og unge talenter. I al beskedenhed blev vi en suveræn etter, så strategien må siges at være lykkedes.”
Et bureau valgt fra
Mediebureaukonkurrencen blev udskrevet i sommer og havde deltagelse af tre bureauer.
Et unavngivet bureau blev valgt fra, og den endelige rammeaftale er indgået med to bureauer, idet også Wavemaker er valgt. Men det blev UM, der sikrede sig førstepladsen i udbuddet som leadbureau.
I mailen lyder Sundhedsstyrelsens begrundelsen for valget af UM som lead som følger:
”UM gjorde et grundigt stykke arbejde i udbudsbesvarelsen. Den case, mediebureauerne var blevet bedt om at løse, gik UM til på en meget fyldestgørende måde, hvor de demonstrerede en god forståelse for samspillet mellem målgruppen, emnet og de kreative elementer, der blev lagt op til, fx ramte UM’s influenceraktivering bare plet.”
Valget af to leverandører betyder i praksis, at UM som lead får enkeltstående opgaver til under to millioner kroner, mens opgaver på over to millioner kroner skal i såkaldt ’miniudbud’ blandt kontraktens to leverandørbureauer.
Ifølge kontrakttildelingen ventes forbruget at ligge på 10 millioner kroner om året. Værdien er fastsat ud fra tidligere års forbrug, eksklusive den særlige indsats under covid-19.