For femte gange på seks år er TV 2 blevet kåret som Best Creative Marketing Team in Europe af brancheorganisationen Promax, der beskæftiger sig med broadcast, streaming og entertainment streaming.

Og selvom det er femte gang, og fjerde år i streg, kan det stadig motivere Jacob Weinreich, der er CMO ved TV 2 Danmark.

“Hvis det ikke er motiverende at skabe de bedste produkter indenfor marketing – så skal man ikke arbejde hos os. Vi bliver nødt til at forpligte hinanden på at udfordre kreativiteten hver eneste dag – og sørge for der kommer synlige resultater ud af den for TV 2. Det er vores opgave,” skriver han i en mail.

Samtidig betyder det også noget, at det er en international pris, for ifølge TV 2’s CMO skal mediet orientere sig ud mod resten af Europa og verden.

“Der var engang, hvor vi sloges med DR om alene at vinde fredag aften. Nu er vores fælles job langt mere komplekst. Vi konkurrerer hver eneste dag om danskernes share of wallet mod andre betalingstjenester. Derfor er det vigtigt for os at vide, om vi kompetencemæssigt kan matche de store som Netflix, Disney, Paramount med flere,” skriver Jacob Weinreich.

TV 2 vandt særligt prisen for deres arbejde med Klimabænken, X-Factor, Knæk Cancer, ”Lyden af Play/Sammen” og Folketingsvalg.

De har vundet prisen i 2018, 2020, 2021, 2022 og 2023.