Efter knapt fem et halvt år hos Sunrise er Lise Skakkebæk Larsen igen en del af holdet på Twenty.

Det oplyser hun i et opslag på LinkedIn.

Med skiftet vender Lise Skakkebæk Larsen så at sige tilbage til rødderne, for hendes professionelle karriere startede i sin tid på det tidligere Very, som Thomas Bjerg stiftede tilbage i 2006.

I 2019 skiltes deres veje, og i starten af 2020 – netop som Twenty blev etableret – freelancede Lise Skakkebæk Larsen for bureauet på blandt andet VW California Stays-casen.

Siden fulgte fem et halvt år på Sunrise frem til udgangen af november 2025, hvor tiden var kommet til at ”vende hjem”.

“Det føles lidt som den klassiske ‘hjem-ude-hjem’-model fra folkeskolen – bare uden drama. For der har aldrig været en konflikt, der skulle løses, kun en naturlig nysgerrighed på andre kroge af branchen,” udtaler Lise Skakkebæk Larsen i en opfølgende mail.

“Motiverer mig enormt”

Hos Twenty ser man gensynet som ”en naturlig forlængelse af et stærkt værdifællesskab”, lyder det fra Thomas Bjerg, CEO på Twenty.

“Vi har hele tiden haft stor respekt for Lise – både fagligt og menneskeligt. Derfor er vi meget glade for, at hun nu er tilbage, og at vores ambitioner for fremtiden flugter,” skriver han til Markedsføring.

Og for Lise Skakkebæk Larsen er relationer – og har altid været, skriver hun, afgørende. Både professionelt og personligt.

“Jeg tror på stærke relationer, og det er en af de vigtigste grunde til, at jeg er retur hos Twenty. Det betyder meget for mig, at bureauet stadig tror på mig og mine ambitioner, og at vi har fælles ambitioner for min rolle og for Twenty som helhed,” skriver hun i mailen og tilføjer:

”Det varmer mit nordjyske hjerte – og motiverer mig enormt.”

Lise Skakkebæk Larsen tiltrådte den nye stilling pr. 1. december og er allerede i gang på kontoret på Nørrebro, hvor hun med sine egne ord ”ser frem til at bidrage til bureauets videre udvikling sammen med Twenty og bureauets ambitiøse kunder”.