Cirka en tredejdel blandt verdens største annoncører vil i 2023 skære i sit mediespend på grund af en kommende recession. Det skriver branchemediet Adweek på baggrund af en ny undersøgelse lavet af World Federation of Advertisers og analysefirmaet Ebiquity.

I alt siger 29 procent af 43 globale virksomheder i undersøgelsen, at de vil skære på deres mediespend i 2023. Blandt deltagerne i undersøgelsen er fem af verdens største annoncører, der tilsammen har et mediespend på 44 milliarder dollars.

Samtidig siger fire ud af 10 brands i undersøgelsen, at de vil holde fast i deres budget for mediespend i 2023. Undersøgelsen viser opså, at 28 procent af annoncørerne vil allokere flere midler til deres performance marketing, imens 21 procent vil øge fokus på deres brand-opbygning.

Generelt, siger undersøgelsen, planlægger langt de fleste annoncører at have aftaler, der er ikke er langsigtede og ikke binder dem økonomisk, så de kan agere hurtigt på den økonomiske krise.

Fra analysefirmaet bag undersøgelsen, Ebiquity, lyder der en advarsel til de annoncører, der vil øge fokus på deres kortsigtede performance i marketing.

“Der er en ricisi for dit brands helbred på lang sigt ved at overinvestere i den nederste del af din købstragt. Det er et naturligt instinkt, at du gerne vil se umiddelbare resultater fra dine medie-investeringer, men det langsigtede tab er du nødt til at overveje nøje. Det bliver dyrere at genopbygge dit brand, når først det er blevet svækket,” siger Nick Waters, chef hos Ebiquity.