”Status quo”.

Sådan beskriver Michael Krag-Svendsen situationen på jobmarkedet, efter de seneste ledighedstal fra Business Danmark, hvor han er kommunikationschef, kun viser en lille ændring.

Ledigheden i salg og marketing lå således i august på 3,10 procent, hvor den i juli lå på 3,14 procent.

”Stilstanden skyldes, at vi ser effekten af det normale jobboom i august lidt forsinket i ledighedsstatistikken. Og – afhængig af verdenssituationen – forventer vi, at ledigheden kommer under tre procent de kommende måneder, hvilket er meget lavt,” siger Michael Krag-Svendsen.

Recession i sigte

I går meldte Nationalbankens direktør, Lars Rohde, ifølge Børsen, at han spår en recession i Danmark næste år.  

Hvordan vil det komme til at påvirke ledigheden i salg og marketing, hvis vi får en recession?

”Det er rigtig svært at spå om. Men det er selvfølgelig en situation, der kan opstå, som man bliver nødt til at forholde sig til. Og det vil få folk til at tænke over, hvordan de sikrer sig mod at miste deres job,” siger Michael Krag-Svendsen, der dog pointerer, at krig, inflation, energipriser på himmelflugt – og al den usikkerhed det fører med sig – indtil videre stort set ikke har påvirket arbejdsmarkedet .

Kan en recession i horisonten være den fjer, der for arbejdsgivere til at stoppe for nyansættelser – og måske begynde at fyre folk?

”Der er ingen tvivl om, at jo mere uro der er, og båden rokker, så er det det nemmeste i verden at sige nej. Så man stall’er nok lidt som arbejdsgiver og ser tiden an, inden man ansætter flere. I første omgang vil det dog kun være indtaget af nye medarbejdere, man stopper – og så ser man efterfølgende, om der skal skæres lidt i personel for at tilpasse situationen.”

Opsparinger i medarbejdere

Ifølge Michael Krag-Svendsen så er salg og marketing historisk nogle af de brancher, der tidligt mærker bevægelser i ledigheden, når der er krise. 

“Når vi har haft begyndende kriser, de gælder både finanskrisen og coronakrisen, så har ledigheden ramt salg og marketing hurtigt og hårdt, fordi man er hurtige til at skalere og spare penge,” siger han.

Om vi vil se et lignende scenarie denne gang, tør Michael Krag-Svendsen ikke spå om. Men der vil være en kommende recessions omfang og tidshorisont, der vil blive bestemmende for, hvordan den potentielt vil påvirke jobmarkedet, mener han.

”Hvis du har en dygtig og erfaren marketeer eller salgskonsulent ansat, så har du som arbejdsgiver bundet rigtig mange penge i at lære dem op – og de kender dit produkt. Hvis man tænker, at man kan holde den kørende, indtil krisen blæser over, så vil man være tilbøjelig til at holde på de folk, man har.”

Grundlæggende forventer Michael Krag-Svendsen dog ikke, at en recession vil betyde en reel krise på jobmarkedet.

”Ude i fremtiden kan vi se en ledighed, der nok kommer til at stige lidt. Jeg tror og håber ikke, at det bliver lige så slemt som under finans- og coronakrisen.” 

”Men det afhænger selvfølgelig af, hvor meget regn, de tunge, sorte skyer kaster af sig,” tilføjer han. 

Sådan har ledigheden i salg og marketing udviklet sig ifølge tal fra Business Danmark: