Mens modeugen i København raser derudaf med slanke modeller og catwalks en masse, er to reklamer fra den spanske modegigant Zara blevet bandlyst i Storbritannien af den britiske reklamevagthund ASA (Advertising Standards Authority).
Netop på grund af valget af modeller.
Det skriver BBC.
Baggrunden for bandlysningen er, at Zara – ifølge tilsynet – i de pågældende reklamer har benyttet modeller, der ser ”usundt tynde” ud, og at reklamerne derfor er “uansvarlige”.
Model så ”udmagret” ud
I den ene Zara-reklame – som du kan se på artiklens topbillede til venstre – blev en model vist i en kort, hvid kjole.
I forhold til denne reklame mente ASA, ifølge BBC, at brugen af skygger fik hendes ben til at se “bemærkelsesværdigt tynde” ud.
Den anden reklame var for en løs, ligeledes hvid, skjorte.
Her havde modellen en stramt opsat knold, der fik hende til at se “udmagret” ud, og lyssætningen fremhævede hendes kraveben for meget, mener ASA.
Trækker reklamer tilbage
Zara har valgt at fjernet de pågældende reklamer og ifølge BBC udtalt, at begge modeller havde medicinsk dokumentation for, at de var sunde, da billederne blev taget.
Modebrandet har desuden understreget, at de følger strenge retningslinjer for udvælgelse og fotografering af modeller samt valg af billeder.
Det er i øvrigt ikke første gang, ASA har bandlyst reklamer for at vise usundt tynde modeller. Flere andre tøjmærker, blandt andet Marks & Spencer og Next, har tidligere fået lignende påtaler, skriver BBC.
Zara har fire butikker i Danmark.