”Der er ikke nogen tvivl om, at folk med ikke-direkte relevant uddannelse er noget, som fylder mere og mere i de stillinger, der bliver besat.”

Sådan lyder det fra Martin Kildgaard Nielsen, der er adm. Direktør i Business Danmark. Her oplever man, at der kommer flere ’skæve profiler’, der ikke har en uddannelsesmæssig baggrund i salg- og marketing, ind i branchen. 

”Tendenser som bæredygtighed og data-etik, som vi ser i samfundet i øjeblikket, gør, at alting kommer til at gå mere på tværs,” siger Martin Kildgaard Nielsen, der forudser, at det vil skabe en øget efterspørgsel på atypiske profiler i branchen.

”Vi vil se flere mennesker i salgs- og marketingafdelingerne, der kommer med helt andre faglige ekspertiser-områder som for eksempel verdensmål og samfundsansvar.” 

Samtidig forudser han at folk, der måske ikke har uddannelse, men derimod erfaring fra iværksætteri, vil begynde at gøre sig mere gældende i branchen.

”Og du får helt sikkert noget arbejdsmæssig stamina som iværksætter, som man sjældent får af andre veje,” siger Martin Kildgaard Nielsen. 

Pak din kuffert med erfaring

Selvlærte i marketing

I denne uge sætter Markedsføring fokus på en række selvlærte profiler for at høre om deres anderledes vej ind i salg- og marketing.

Det første interview er med Martin Wiinholt, der oprindeligt var ekspert i troubadour-sangere fra 1100-tallet, før han kom ind som juniorkonsulent på bureau.

Du kan også læse et interview med Sigrid Thau, der blev erklæret uegnet til gymnasiet, men uden relevant uddannelse har skabt sig en karriere som selvstændig brand udvikler og Marketing Manager.

22-årige Carl Kronika stiftede sit første bureau mens han gik i gymnasiet. I dag omsætter det for et to-cifret millionbeløb, selvom ingen af grundlæggerne har en uddannelse.

 

Helt overordnet har Business Danmark i en årrække kunnet se en øget akademisering af branchen. Således viser helt nye tal fra organisationen ifølge Martin Kildgaard Nielsen, at 70 procent i marketing som minimum har en mellemlang videregående uddannelse.

Derimod er 1 ud af 20 ansatte i marketing i dag selvlærte. Blandt folk, der kun arbejder med salg, er hver fjerde selvlærte.

Business Danmarks anbefaling til deres egne medlemmer er, at man tager en uddannelse fremfor at satse på at lære det hele af sig selv. 

”Gennem en uddannelse får du nogle beviseligt effektive værktøjer i din arbejdsmæssige kuffert til at løse en række udfordringer på forskellige områder. Det får du ikke på samme måde som selvlært,” siger Martin Kildgaard Nielsen.

Men kan du se nogen fordele ved at være selvlært og bygge sin egen kuffert? 

”I nogle sammenhænge kan det måske være en fordel, fordi man kan tænke ud af boksen og angribe problemstillingerne på en helt anden måde end dem, der har været igennem en akademisk uddannelse,” siger Martin Kildgaard Nielsen:

”Men det kræver en masse erfaring, før man er i stand til at pakke sin egen kuffert.”

Markedsføring sætter i den kommende uge fokus på, hvordan det er at være selvlært som marketing-professionel. Du kan læse vores første interview med Martin Wiinholdt her.