Elgiganten i Danmark har valgt at flytte alle virksomhedens tv-spots væk fra de reklameblokke på TV 2, der ligger lige før, under og lige efter VM-kampe.

”Vi synes ikke, det er foreneligt med vores værdier, der blandt andet handler rigtig meget om, at der skal være plads til alle. Vi kunne se, at der var et mis-match, og derfor tog vi den beslutning,” siger Ditte Opstrup Andersen, der er PR- og kommunikationschef i Elgiganten.

Beslutningen kommer, efter Elgiganten i Norge, hvor elektronikforretningen hedder Elkjøp, i sidste uge valgte at trække sig som sponsor på VM-udsendelserne på TV 2 Norge og i stedet donerede reklamepladsen til Amnesty International.

“Vi bakker hundrede procent op om beslutning og synes, det er det rigtige at gøre. Og det gav os samtidig en anledning til at tage et ekstra kig på de spots, som vi selv var involveret i her i Danmark,” siger Ditte Opstrup Andersen og fortsætter:

“Derfor har vi været inde og få dem alle justeret, så de ikke ligger for tæt på VM-kampe. Det, synes vi, var nødvendigt. Og det er en beslutning, der er helt på linje med vores norske kollegers.”

Ikke en svær beslutning

I modsætning til Norge i var der her i Danmark ikke tale om et konkret VM-sponsorat, som der skulle ændres på, siger Elgiganten.

“Her sponsorerer vi jo ikke VM, men vi har som altid, når der er et stort arrangement eller event, købt reklameplads på tværs af kanaler,” siger Ditte Opstrup Andersen, som fortæller at, ønsket blev mødt med forståelse.

Var det en svær beslutning at tage for jer? 

”Nej. Det er første gang vi står i en situation med en fantastisk sportsbegivenhed på den ene side og semi-politiske budskaber og overvejelser på den anden side, så vi havde ikke retningslinjer på forhånd. Der lå derfor ingen ”manual” klar – men beslutningen var ligetil.”

Ditte Opstrup Andersen ved ikke, om der er andre annoncører, der har justeret deres reklameindkøb på TV 2. Men hun tror, at mange brands vil være i vildrede i forhold til, hvad de skal gøre i forbindelse med VM.

“Man vil gerne støtte op om VM, og det er jo en fantastisk ting, at vi overhovedet er med som nation. Men samtidig er det også rigtig svært, når det er et land som Qatar, der afholder det. Lige så snart man begynder at kigge på det med bare en lille smule politiske øjne, så er det svært ikke at føle, at det er forkert.”

Ditte Opstrup Andersen mener, at erfaringerne her fra VM i Qatar kan få betydning får, hvor Elgiganten i fremtiden lægger sine reklamekroner.

”Vi kommer nok til at se lidt mere kritisk på, hvad vi vælger at indgå sponsorater omkring. Det er ikke, fordi vi har været udfordret på denne måde før, men det gør da, at man fremadrettet tænker sig om en ekstra gang, når man kigger på andre mulige events og arrangementer, vi kan sponsorere eller annoncere i forbindelse med,” siger hun.