”Det er åbenlyst, at god SEO kan skabe mere organisk trafik på dit site. Men i sidste ende arbejder SEO med at svare på de eventuelle pain-points og forespørgsler, dine kunder har.”

Sådan lyder det fra Matti Ljungberg, der er nyansat SEO-chef hos content marketing-bureauet Brand Movers.

Vi ved alle, at SEO i sidste ende handler om at optimere tekst og indhold på dit site, så især Googles søgealgoritme slubrer dem i sig og spytter dem ud igen øverst i søgeresultaterne. Det er i sidste ende også det, undertegnede skribent skal tænke på, når der bliver skrevet overskrift til denne artikel.

”Hvis du er på et marked, hvor søgemaskineoptimering ikke fylder meget, kan du rykke dig langt. Men selv hvis det allerede gør, så er du nødt til at følge med, fordi alle dine konkurrenter gør det,” siger Matti Ljungberg.

Men derfra og til at få din SEO til at sidde lige i øjet er vejen lang.

Vi har derfor spurgt Matti Ljungberg, hvad hans bedste råd til at ramme SEO lige i røven er.

1: Kend din kundes problemer indgående

”SEO er et værktøj, der kan gøre brugernes tilfredshed og oplevelse af at være på din side langt højere i forhold til konkurrenternes. I sidste ende er værdien ved SEO, at du svarer på det, dine brugere gerne vil have svar på. Det gør du ved at vide, hvilke søgetermer og spørgsmål de oftest stiller indenfor dit område,” siger Matti Ljungberg.

”Udover at vide det er der den helt klassiske metode: Spørg dine kunder, hvad de efterspørger og savner. Var follow-up-supporten god nok? Hvad savnede de af information om ved købet? Jo mere viden, du har, jo bedre kan du optimere din side.”

2: Lav personaer, du kan målrette din SEO mod

”Ud fra det kan du lave forskellige personaer, som er fantastiske redskaber til optimering, når du har præcise data. Det er et billede af din slutbruger, som du kan arbejde med både i forhold til tone of voice, men også i forhold til hvilket content du skal lave til dem. Her skal du selvfølgelig have et billede af deres indkomst, alder og demografi.”

”Du kan både basere dine personaer på 10 eller på 100 personer. Selv de 10 rigtige personer kan give en god indsigt i, hvad dine kunder efterspørger. Udfordringen er, at du kan have en forretning, som er meget bred, og her er der brug for endnu mere information for at kunne målrette. Men det er et nødvendigt værktøj.”

3: Tænk SEO ind fra starten

”I stedet for at se SEO som et separat produkt, skal det være én af grundstenene i din online-tilstedeværelse. Et af de største problemer, jeg ser, er sider, hvor SEO er tænkt ind til sidst i processen frem for i starten. Så får du ikke de bedste resultater, og SEO bliver langt mere omkostningstungt. Du kan have vildt gode intentioner, men vil du rangere højt i search, skal det integreres korrekt på din hjemmeside. Det er uanset, om du driver webshop, SaaS, laver support, har en blog eller arbejder med vidensdeling. Og har du ikke gjort det, kan du redde det ved at opdatere det, når du helt naturligt skal gennemgå og opdatere dit indhold.”

4: Få styr på din struktur

”Du skal få en dedikeret SEO-specialist til at gennemgå dit indhold og se, om der eksempelvis er sider eller artikler, der kæmper imod hinanden, fordi de minder for meget om hinanden. Det kan også være at sørge for, at dine interne links fungerer og understøtter hinanden. Ligeledes skal selve din hjemmesidestruktur fungere. Det skal være tydeligt for Google, hvilken side, der er din hovedside, og hvilke, der understøtter den.”

”Det er vigtigt, fordi de vigtigste sider bliver promoveret først. Det er hjørnestenene i dit indhold. Og det skal du vise Google klart og tydeligt. Googles algoritmer er blevet ret intelligente, men i sidste ende kan det betale sig at hjælpe den på vej. Så du skal give Google alle de hints, du kan.”

5: Start med de lavthængende frugter

“Der er forskel på, hvad en side kan være konkurrencedygtig på. Det har noget med emnet og sidens autoritet at gøre. Hvis du har en nyere side, så start med de søgeord, som har mindre konkurrence. Mange bække små gør en stor å, som man siger, og det er en strategi som virkelig virker. Hvis du derimod ved, at dit indhold plejer at performere godt, så kan man selvfølge målrette mod nogle andre typer søgeord.” 

6: Indholdet er kernen

”Rigtigt godt indhold er helt centralt på dit site. Hvis du har den rette viden om dine brugere, kan du give dem massiv merværdi. Det kan være, du er brancheledende på et område og har absolut mest data om, hvordan en branche vil udvikle sig over de næste 10 år. Det kan også være en VVS’er, der kan lave konkrete guides til, hvordan du fikser et stoppet toilet. Begge dele kan skabe virkelig stor værdi for kunderne – og i sidste ende generere relevant trafik.”

”Med det kan du også opnå noget af det vigtigste med dit indhold: organisk linkbuilding. Hvis dit indhold er så godt, at andre deler det uden at blive spurgt, eller medier eller nichesider linker til det, så får din side større troværdighed hos Google. Derfor skal du sætte tiden og midlerne af til at lave noget, der giver værdi hos forbrugeren.”