Fremtidens digitale slagmark kan blive et blodbad for danske virksomheder, når Amazon og de andre store web-giganter for alvor trykker på speederen. 

Derfor lancerer Markedsføring analysen Q-Faktor, som skal vurdere og om nødvendigt grille danske virksomheder og branchers performance digitalt – både i forhold til, hvor innovative deres webshops er, og hvor stærke de står på search og SoMe. 

Analysen laves af UserGap.

”Det er en analyse, vi laver for at vurdere, hvem der gør det godt og har en fremtid i en branche. Det gør vi ud en række digitale parametre, som giver virksomhederne en samlet score for deres Q-Faktor,” forklarer UserGaps ekspert i digital udvikling Thomas Kragh, der sammen med UX-ekspert Jacob Hvam og SEO-ekspert Kim Falkner står bag analysen. 

Den første analyse kommer til at sætte legetøjsbranchen på spidsen op til julehandlen og bliver præsenteret i det næste, trykte Markedsføring, der kommer på gaden mandag den 8. november.

Og her er der lagt op til en hård omgang.

”Nu skal jeg ikke afsløre for meget, men generelt er legetøjsbranchen ikke stærke på deres webshops, og der er ikke meget originalitet. Så der er flere selskaber, der kunne være truet på livet,” siger Thomas Kragh. 

Hvad er Q-Faktor?

Q-Faktor er en score, som UserGap giver til en række virksomheder inden for en branche som et samlet mål for, hvor stærkt virksomheden står digitalt.

Q-Faktoren baserer sig på to parametre. Den ene er, hvor innovativ virksomhedens website er bygget op – i forhold til design, gennemsigtighed, troværdighed og bæredygtighed baseret på en ekspertvurdering. Den anden er, hvor stærkt virksomheden klarer sig på brugervenlighed i en test hos 500 brugere, reach på sociale medier og search på Google.

Og hvad skal virksomhederne så bruge det til? Jo, det er faktisk ret simpelt. Er din Q-Faktor for lav, er det et tegn på, at din virksomhed på langt sigt vil være truet på livet. For uden digital slagkraft kan du ikke klare dig som virksomhed i dag.

Du kan læse meget mere om Q-Faktor på www.usergap.com/qfaktor.

Legetøjsbranchen bliver grillet

Selvom det i første omgang er legetøjsbranchen, der bliver analyseret, så skal andre brancher også kunne bruge analyserne. Derfor er der også fokus på, hvad andre kan lære af den branche, der bliver sat under lup.

”Q-Faktor-analyserne skal sætte fokus på den faglighed, der ligger i at bygge et stærkt digitalt brand. Det er en central opgave for rigtig mange af vores læsere, men det er en faglighed, som er underbelyst – også i vores spalter. Det vil vi lave om på,” siger ansv. chefredaktør Andreas Marckmann Andreassen.

Sådan laves analysen

Men hvad er det helt præcis, analysen baserer sig på? For det første har eksperterne målt virksomhedernes gennemslagskraft på platforme som Facebook og Instagram. Derudover måler den også virksomhedernes reach på Google. 

Derudover bliver der også lavet en brugertest med 500 deltagere, som i første omgang har skullet løse konkrete opgaver på legetøjskædernes webshops. Det har eksempelvis været at finde frem til bestemte LEGO-produkter for at se, hvor god brugeroplevelsen er, og hvor nemt det faktisk er at finde produkterne. 

Og så bliver virksomhederne vurderet på en lang række parametre som design, digital innovation, bæredygtighed og troværdighed. 

Alt det bliver til den samlede Q-Faktor-score, som vil blive præsenteret som en matrix i Markedsføring. Resultaterne vil også kunne findes på markedsforing.dk.

Q-Faktor-analysen er lavet af UserGap for Markedsføring. Markedsføring har ingen økonomiske interesser i analysen.