Marketingbureauet I Love Mobile og app-bureauet Shape er netop udkommet med undersøgelsen App Pulse, der har undersøgt danskeres opfattelse og tilfredshed med 150 danske apps ud fra en række parametre,

Som Markedsføring skriver i dag, vurderer undersøgelsens 3.000 respondenter Mobilepay som Danmarks bedste app.

Men hvordan laver du en succesfuld og god app? Det har vi spurgt Niels Forsberg, partner i I Love Mobile, om:

1. Løs behov

“Din app skal løse et reelt behov eller problem. Gimmick-apps mister meget hurtig relevans og forsvinder i glemslen.”

2. Identificer bruger-værdi

“Identificer, hvilken værdi app’en skal give for brugerne og udtænk UX derefter. Dine brugere er kræsne, utålmodige og overfører forventninger til UX på tværs af kategorier og app-typer.”

3. Solo-fokus eller palette

“Din app skal enten betjene ét tydeligt identificeret behov, eller tilbyde en palette af services, der dækker flere behov på en smart måde (for eksempel udover shop indeholde kundeklub, inspirationstips, kundeservice, personaliserede tilbud osv.)”

4. Prioriter datastruktur

“Sørg for en god datastruktur. En af app’ens styrker overfor web er de øgede muligheder for personalisering, opsamling af førstepartsdata samt en mere ’seamless’ kunderejse med nemt check in og check out. Undersøgelser viser også, at brugerne føler en ekstra tryghed, når de handler via en app, de stoler på.”  

5. Husk design-kvalitet

“Tænk kvalitetsudtryk i app-designet. Der er en enorm forskel i brugertilstrømning og brugertilknytning, afhængig af om app’en har fem eller tre stjerner i App Store. Design, relevans og gode brugeroplevelser er nøgle-drivere for at sikre fem stjerner i App Store og accelerere en positivt forstærkende cirkel.”

6. Markedsfør din app

“Støt din app med relevant markedsføring – brugerne kommer ikke af sig selv. Der findes fem millioner apps i verden, og markedsføringsindsatsen bør derfor inkludere både kendskabsopbyggende kommunikation og ASO (app store optimization, red.).”

7. Aktiver brugerne

“Udtænk en strategi for hvordan brugerne løbende holdes aktive med in-app marketing, push-beskeder m.m. Sker der ingenting i app’en, mister brugerne interessen – med mindre det er en utility-app.”