Det er en dårlig idé at forbyde reklamer for flyrejser og benzinbiler. Sådan lyder det fra en stribe bureauchefer i en ny rundspørge lavet af mediet Markedsføring.

Her siger 9 ud af 10 bureauer og kreative selskaber takker klart nej til, at den slags reklamer bør forbydes, som Greenpeace ellers for nylig har foreslået. Én af de bureauchefer, der mener, at reklamerne ikke bør forbydes, er CEO Annette Piilgaard fra NordDDB København.

”Jeg synes absolut ikke, at forbud er en god idé,” siger hun.

”Forbud kan godt have en effekt – men en branche skal have tid til at omstille sin produktion, og det har rejse- og bilbranchen også. Jeg tror ikke, at nogen er i tvivl om, at benzinbiler vil blive udfaset.”

Men hvis nu et forbud kan virke positivt på udledningen af CO2, er det så ikke fair nok?

”Det ville nok have en positiv effekt på udledningen på kort sigt. Men det ville have så mange samfundsmæssige omkostninger, at det ikke giver mening. Forbød vi at reklamere for det fra den ene dag til den anden, ville der blive opsagt en masse mennesker og stoppet en masse produktion. Det ville betyde, at en masse indtægter forsvandt, og de ville miste midler til at udvikle nye, grønne produkter, så det ville svække omstillingen,” siger Annette Piilgaard.

Og hun er ikke den eneste med den holdning i branchen.

Skarp kritik af forslag

I Markedsførings rundspørge svarer bureauerne Boye & Spellerberg, Pravda, Marketsquare, Marvelous, Orbit Red, Brandhouse/Subsero og Republica samt det kreative produktionsselskab Fern også, at et forbud mod fly- og bilreklamer som udgangspunkt er en dårlig idé. Det samme har formand i Kreativitet & Kommunikation – og adm. direktør i Robert/Boisen & Like-minded – Kim Boisen også tidligere sagt til Markedsføring.

Fra adm. direktør i Orbit Red, Thomas Nolsøe, lyder der en skarp kritik af idéen om at forbyde reklamerne.

”Det er en politisk opgave at sætte rammerne for, hvad vi må og ikke må. Så længe man stadig må købe biler, der kører på fossilt brændstof, og rejse med fly, så skal de virksomheder have lov til at prøve at sælge deres produkter. Det virker mig en kende populistisk at forbyde reklamer for disse produkter, men samtidig tillade, at flere millioner rejser hvert år,” skriver Thomas Nolsøe i en mail til Markedsføring og tilføjer:

”Personligt mener jeg, at politikerne slet ikke gør nok for at forbedre vores miljø. Men at lave forbud mod at kommunikere lovlige produkter er symptombehandling og ansvarsfralæggelse,” skriver han.

Jens Trahne Møller, adm. direktør i Marketsquare, mener også, at det ville være principielt problematisk.

”Vi er ikke tilhængere af generelle reklameforbud mod brancher og produkter, som er lovlige at udbyde og sælge på markedet. Det må være op til lovgiverne at forbyde produkterne helt – ellers må det enkelte bureau selv tage stilling ud fra eget kodeks,” skriver han i en mail til Markedsføring.

Hos bureauet Republica mener CEO Niels Henrik Eriksen også, at et reklameforbud er den forkerte vej at gå. Han er dog åben for, at der kunne være en vis regulering af reklamer på området.

”Generelt har forbud ikke altid vist sig at være den rigtige løsning for at skabe forandring. Samtidig er der en del initiativer i gang i begge industrier, som skal gøre transporten mere grøn,” skriver han og tilføjer:

”Det er nok lidt vel drastisk at slukke helt fra den ene dag til den anden. Man kunne evt. pålægge udbydere at reklamere for grønnere alternativer, ligesom man har set på energiområdet. Og så bør man samtidig stimulere efterspørgslen og incitamenterne for at vælge grønt generelt, som allerede har skubbet gang i el-bil-salget.”

WeLovePeople er åben for forbud

Det eneste bureau, der i rundspørgen er åbne over for et forbud mod reklamerne, er WeLovePeople – dog ikke ”på den korte bane”, skriver CEO Karina Holm Henriksen til Markedsføring.

”Men på den lidt længere bane kan det blive nødvendigt.”

Helt grundlæggende mener hun, at der er brug for regulering og forbud i forbindelse med den grønne omstilling af samfundet.

”Der er ingen tvivl om, at for at komme i mål med at gøre verden til et bedre og mere klimavenligt sted at være, kommer vi også til at møde og tage forbud i brug på udvalgte områder,” skriver hun.

Hun mener, at branchen har brug for at gå åbent ind i den debat, blandet andet Greenpeace og bureauet Advice forsøger at løfte om, hvorvidt forbud af visse typer reklamer kan være en god idé.

”Hele denne bevægelse kan understøttes af en visionær kommunikationsbranche, der tør gå i dialog med deres kunder for at løfte deres ambitioner på den bæredygtige agenda. Som rådgivere har vi stor indflydelse. Og vi skal hele tiden stille os selv spørgsmålet: Hvad vil vi bruge den indflydelse til?” skriver hun.

Selvom Annette Piilgaard fra NordDDB København ikke ser reklameforbud som en god idé, så mener hun også, at reklame- og bureaubranchen har et stort medansvar for at skubbe på for den grønne omstilling.

”Som bureau har man et ansvar, og det har virksomhederne også. Hvis du eksempelvis laver noget, der belaster miljøet meget, har du en forpligtelse til at arbejde mod et grønnere og mildere aftryk,” siger Annette Piilgaard.

Hvordan kan reklamebranchen bidrage til det?

”Som bureau skal man selvfølgelig overveje, hvem man vil arbejde sammen med. Det er meget vigtigt, at vi faktisk forholder os til, om vores samarbejdspartnere har planer om, at de skal være mere bæredygtige. Med vores valg af kunder kan vi skubbe på for en god udvikling – og hjælpe dem med det,” siger Annette Piilgaard – der tilføjer, at Nord DDB København endnu ikke konkret har takket nej til kunder på grund af miljø- eller klimahensyn.

Klimavenligt bureau imod forbud

Det kreative produktionsselskab Fern er blevet grundlagt med et ønske om at skubbe verden i en mere bæredygtig retning.

Men selvom selskabet prøver at gå forrest med så lille et klima- og miljøaftryk som muligt – og ved at arbejde med kunder, der forsøger at mindske deres klimaaftryk – så mener direktør Jeppe Kolstrup heller ikke, at et reklameforbud er en god idé.

”Jeg er som udgangspunkt ikke for forbud, det er sjældent måden at gøre det på. Til gengæld synes jeg, vi skal hjælpe firmaer med at gå i den retning,” siger Jeppe Kolstrup til Markedsføring.

Så du mener ikke, man kan ende et sted, hvor det bliver nødvendigt med reklameforbud?

”Der er mange brancher, der forurener meget – og det er det svære ved det her. For siger man, at vi skal forbyde reklamer for flyrejser, hvad så med byggebranchen? Hvad så med landbruget? Så er der mange brancher, vi skal forbyde reklamer fra. Der tror jeg i stedet på, at virksomhederne skal have et kraftigt politisk incitament til at blive mere klimavenlige – og så skal vi hjælpe dem med rent faktisk at kommunikere deres fremskridt, så konkurrenterne også vil følge med,” siger Jeppe Kolstrup.

Han forklarer, at Fern som udgangspunkt er åbne over for alle typer kunder – men at det ville være ”akavet” at samarbejde med eksempelvis et firma, der ville reklamere for en benzin- eller dieselbil, da produktionsselskabet næsten udelukkende bruger elbiler.

Et eller andet sted er det vel stort set umuligt med sådan en strategi at undgå at arbejde med kunder, der belaster klimaet – er det godt nok?

”Det frustrerende er, at det aldrig er godt nok. Det er en rejse uden endestation, og vi når aldrig helt i mål. Men vi kan altid blive bedre, ligesom virksomhederne altid kan blive bedre og mere klimavenlige,” siger Jeppe Kolstrup.

Karina Holm Henriksen hos WeLovePeople mener også, det kan give mening at have kunder, der belaster klimaet – for at kunne skubbe dem i en grønnere retning.

”Vi siger ikke nej til kunder, der belaster klimaet,” skriver hun.

”Vi siger nej til kunder, der ikke har en vilje til at forandre sig i en positiv retning. Mens vi venter på en offentlig regulering, er det vigtigt, at vi som rådgivere også uddanner, guider og inspirerer kunder fra sorte industrier. Det, tror vi, er med til at skubbe agendaen og inspirere,” lyder det fra Karina Holm Henriksen.