Over 300 millioner kroner. Så meget tjener TV 2 hvert år på reklamer for eksempelvis dieselbiler, krydstogter og flyrejser. Det viser tal fra Gallup lavet for Greenpeace, skriver Børsen.

Og det vækker skarp kritik hos Greenpeace, der mener, at TV 2 ikke lever op til sin egen ambition om at være en virksomhed, der tager ansvar for klimaet.

“De skal have klap på skulderen, men har de styr på det største problem i deres hus? Det er efter vores vurdering reklamerne for de her stærkt klimaskadelige produkter,” siger Mads Flarup Christensen, der er generalsekretær for Greenpeace i Norden, til Børsen.

Greenpeace mener, at TV 2 skal indføre et forbud mod reklamer fra de brancher, Greenpeace mener er de mest problematiske at reklamere for.

Men på TV 2 afviser finansdirektør Christian Topholdt kritikken. Han er også ansvarlig for TV 2’s klimastrategi.

”TV2’s udgangspunkt på dette her område er den gældende lovgivning i Radio/tv-loven og reklamebekendtgørelse. Greenpeace er i virkeligheden ude i samme ærinde som os, men de henvender sig det forkerte sted,” siger Christian Topholdt.

Debatten om et forbud mod eksempelvis fly- og bilreklamer fylder allerede meget i reklame- og marketingbranchen.

Markedsføring har blandt andet skrevet om, hvordan Greenpeace har opfordret til et generelt forbud mod markedsføring fra det, organisationen ser som de mest klimaskadelige brancher. Et forslag, der er blevet afvist kraftigt af formand for brancheorganisationen Kreativitet & Kommunikation, Kim Boisen.

”Det, tror jeg, vil skabe nul forskel. Så det er at bruge energien forkert,” har Kim Boisen sagt til Markedsføring. 

Forslaget møder dog mere åbenhed hos Ralf Lodberg, CCO i bureauet Advice, der åbner døren for, at strammere regler på området vil være en god idé.

”Hvis vi skal rykke samfundet hurtigere, så skal der rammer til. Jeg er som udgangspunkt nysgerrig på, hvordan politikerne kan hjælpe med at bane vejen på en række områder. Ligesom det er sundt, at vi fremmer elbiler frem for dieselbiler, så ville det sikkert også være sundt med regulative tiltag på vores område,” siger Ralf Lodberg i dag til Markedsføring.