Adform er nu blevet udpeget som officiel tech-partner for OpenAI i Europa. Det oplyser det danske martech-selskab i en pressemeddelelse.
Samarbejdet betyder, at Adforms kunder får adgang til OpenAI’s annoncemiljø i ChatGPT – ChatGPT Ads. OpenAI samarbejder allerede med og har givet adgang til en stribe af danske mediebureauer.
Ifølge Adform får man også mulighed for at integrere sine annoncer i ChatGPT Ads med resten af sit digitale annoncemiljø via Adform,
“Ankomsten af ChatGPT-annoncer til Europa åbner et vigtigt nyt reklamemiljø for brands og bureauer, og vi er glade for at være blevet udvalgt som teknologipartner til at understøtte udrulningen,” udtaler Allan Olesen, country manager hos Adform i Danmark, i pressemeddelelsen.
“Det, der gør dette særligt interessant for vores kunder, er ikke kun muligheden for at aktivere i et nyt miljø, men også at forstå den rolle, det spiller inden for deres bredere mediestrategi. Gennem Adform kan annoncører sammenkæde ChatGPT-drevne konverteringer med deres andre Adform-kampagner og skabe et klarere overblik over kunderejsen.”
En af de virksomheder, der giver sig i kast med annoncering i ChatGPT Ads i Danmark, er Volkswagen, som er kunde hos Adform.
Her lyder det fra Petter Mååg, der er digital media & online sales manager, at man er spændt på at se effekten på den nye annonceplatform.
“I takt med at folk i stigende grad henvender sig til AI-drevne oplevelser for at indhente information og træffe beslutninger, giver afprøvningen af ChatGPT-annoncer os mulighed for at undersøge, hvordan vores brand kan engagere sig meningsfuldt i dette nye miljø, og hvordan det kan skabe værdi sideløbende med vores eksisterende medieinvesteringer,” udtaler han i pressemeddelelsen.