Siden januar 2022 har Ann-Louise Rosen og Camilla Grove Pelle delt CEO-stolen hos Advance. Og nu leverer bureauet et spritnyt 22/23-regnskab med fremgang og millioner på bunden.
Årets resultat før skat i virksomheden lander på 13,4 mio. kr. Og bruttofortjenesten på 57,3 mio. kr. Det er en markant millionfremgang i forhold til sidste år, hvor bruttofortjenesten lå på 49,3 mio. kr., imens resultatet før skat var 7,2 mio. kr.
”Vi er stolte over, at vi har formået mere end at indfri vores forventninger. Udover at have øget forretningsomfanget med flere af vores eksisterende kunder, så har vi også formået at vinde ni nye kunder i det seneste år, herunder Movia, som blev vundet i et større pitch – samt flere kunder, hvor opgaverne involverer udviklingen af ny brandplatform og Corporate Visual Identity,” lyder det i en pressemeddelelse fra Camilla Grove Pelle fra Advance.
Nøgletal, Advance
Nettoomsætning: 86,3 mio. kr. (82,3 mio. kr.)
Bruttofortjeneste: 57,3 mio. kr. (49,3 mio. kr.)
Personaleomkostninger: -43,3 mio. kr. (-41,3 mio. kr)
Resultat før skat: 13,7 mio. kr. (7,2 mio. kr.)
Årets resultat: 10,7 mio. kr. (5,8 mio. kr).
Resultatet for 21/22 er i parentes.
Ledelsen peger blandt andet på medarbejderne som årsagen til den økonomiske fremgang.
“Vi tror på, at talent og en stærk samarbejdsorienteret kultur med glade medarbejdere er fundamentet for at skabe de absolut bedste løsninger sammen med vores kunder og samarbejdspartnere. Dette er også forudsætningerne for at drive en sund forretning,” lyder det i pressemeddelelsen fra Ann-Louise Rosen.
Derudover peger ledelsen også på, at en meget international portefølje er med til at sikre væksten.
Bureauet kan dog også, som mange andre, se, at markedet er bremset mere op på det seneste.
”Som mange andre bureauer oplever vi en opbremsning i markedet, men vi er fortsat optimistiske. Advance har solid erfaring, vi skaber succesfulde løsninger for vores kunder, og vi oplever, at vores samarbejdsmodel appellerer til mange internationale virksomheder”, udtaler Camilla Grove Pelle.