”Hvis jeg ikke var stoppet op, så havde jeg helt sikkert fået stress.”

Ordene kommer fra 29-årige Amalie Plet. I april i år stoppede hun i, hvad der på papiret var hendes drømmejob. I halvandet år havde hun arbejdet som Lead Specialist i et stort mediehus, men det føltes ikke rigtigt.

”Meget af det jeg blev sat til føltes som pseudoarbejde, og jeg fik sværere og sværere ved at finde mening med det, jeg lavede,” siger Amalie Plet.

I stedet valgte hun at blive afskediget og tage en karrierepause. Hendes valg taler ind i en tendens, der er opstået på bagkant af corona-epidemien, hvor ansatte i flere brancher stopper op, tager deres arbejdsliv til revision og vælger at indrette det anderledes.

I seneste udgave af mediet Markedsførings podcast, Indsigten, blev der sat fokus på netop det fænomen. Du kan høre episoden “Karriere på pause” her.

Seks måneder efter Amalie Plet forlod mediehuset, er hun ikke i tvivl om, at hun traf det rigtige valg.

”Jeg gik med et ønske om en anderledes job-fremtid og følte, at jeg havde brug for tid til at tænke mig ordentligt om. Og det ville jeg ikke have de rette rammer og energi til, hvis jeg var i arbejde,” siger hun.

Karriere på pause

Mediet Markedsføring sætter i en serie fokus på branchefolk, der har valgt at trykke pause på deres karriere – og har taget eller er undervejs i en karrierepause.

Podcasten Indsigten satte i sidste uge fokus på fænomenet i episoden “Karriere på pause”.

Drømmer om at skabe sit eget

På LinkedIn har Amalie Plet udskiftet sin arbejdsplads med teksten ”Loading…”

”Det skal vise, at jeg er ved at finde ud af, hvad jeg vil. Og samtidig også signalere, at jeg ikke på nogen måde har travlt,” siger Amalie Plet, der bruger sin karrierepause på at finde ud af, hvad hun fremover skal med sit arbejdsliv.

Amalie Plet er begyndt at lære sig selv at bygge hjemmesider. Noget, hun altid har drømt om at kunne, og som hun håber at kunne bruge i sit fremtidige arbejdsliv.

”Jeg har sat som mål, at jeg skal lancere mine egne Affiliate Markering-sites, når min karrierepause har varet et år. Så må tiden vise, om jeg kan lave lidt forretning på det. Det ville være en drøm, der gik i opfyldelse, hvis mine virksomheder kunne vokse sig så store, at jeg kunne gå på fuld tid i mit eget,” siger hun.

" Der har været fuld fart på min karriere indtil nu, så nu tager jeg mig tid til at indhente mig selv.
Amalie Plet, Affiliate Marketing specialist på karrrierepause

Hvad siger din venner og familie til, at du ikke har et arbejde, men i stedet sidder og nørkler med hjemmesider?

”Folk fra den ældre generation kan godt have den holdning, at jeg da skal have et arbejde. Og det kan da også være lidt angstprovokerende ikke at have et job. Det er også derfor, at jeg sørger for at bruge tiden til at dygtiggøre mig. Jeg ser det på ingen måde som spildtid,” siger Amalie Plet.

Men giver det dig slet ikke karriere-stress, når du ser andre poste nye job-roller og forfremmelser på LinkedIn, mens du holder pause?

”Ikke rigtig. I mit tidligere job blev det ofte pointeret, at jeg kun var 29. Som en negativ ting. Så det får mig til at tænke, at det er fint, at jeg holder pause. Der har været fuld fart på min karriere indtil nu, så nu tager jeg mig tid til at indhente mig selv.” 

Det er vigtigt, at det er sjovt

Amalie Plet fortæller, at karrierepausen har haft stor positiv indflydelse på hendes liv.

”I dag har jeg det rigtig godt. Jeg er nok mere i balance end nogensinde før,” siger hun.

I løbet af sin karrierepause har hun blandt andet indset, at hun ikke – som hun ellers troede – vil være leder. Allerhelst vil hun skabe sit eget job, så hun ikke er afhængig af andre. Men hun er også åben for at arbejde i en start-up eller i reklame- og marketing igen, hvis et job med de rette rammer dukker op.

Uanset hvilken vej du vælger, hvilke parametre er så de vigtigste for dig i et kommende job – eller arbejdsliv?

”Det skal være sjovt, have fremdrift og være meningsfuldt. Og så skal det være et miljø, hvor det er rart at være og gør mig glad.”

Hvad er dit bedste råd til andre, der føler, at de ikke er det rigtige sted i deres arbejdsliv?

”Mit allervigtigste råd til folk er, at de skal huske på, at skal være fedt at gå på arbejde. Hvis man møder ind, og det aldrig føles sjovt længere, men kun suger energi, så synes jeg, at det er en dårlig idé at fortsætte. Man skal finde noget, der giver en noget mere end bare penge.”

Hun fortsætter:

”Selvfølgelig kan der være perioder, der er svære, men hvis det dræner en over længere tid, så mener jeg, at man skal videre. Det er dog ikke sikkert, at man skal arbejde med noget helt andet, måske skal man bare gøre det samme et andet sted – eller i en anden setting.”