De danske kommunikationsbureauer har tilsyneladende svært ved at skabe sig et brandimage, der i kundernes øjne kan differentiere dem fra konkurrenterne i markedet.

Det tyder en ny analyse – MyImage Kommunikation 2023 – i hvert fald på.

I analysen, som MyResearch gennemfører for anden gang, bedømmer 740 beslutningstagere, der alle har indflydelse på virksomhedernes køb af kommunikationsydelser, i alt 20 danske kommunikationsbureauer.

Og resultaterne tegner et billede af, at kommunikationsbureauerne enten ikke er specielt gode til at brande sig selv. Eller at de ikke går så meget op i at gøre det, lyder den overordnede konklusion fra Mogens Østergaard, adm. direktør i MyResearch.

”Sidste år viste tallene, at kommunikationsbureauerne ikke skiller sig så meget ud fra hinanden, og i år er overskriften stort set den samme,” siger han og tilføjer:

”Faktisk viser tallene fra vores analyse, at de om muligt differentierer sig endnu mindre fra hinanden i år end sidste år.”

”Langt fra et klart og tydeligt billede”

MyImage Kommunikation afdækker kendskab, image, præference og tilfredshed, og respondenterne har ligesom sidste år skullet forholde sig til 20 kommunikationsbureauer.

Og de tre bureauer, der får den højeste imagescore er – sidste års placering i parentes:

1. Kompas Kommunikation (3)

2. Ulveman & Børsting (1)

3. Radius (2)

To bureauer er ikke med i år, Open og Molecule Consultantcy. Til gengæld er Bright og det tidligere Oxymoron, Schultz J & Goll, kommet med.

" Hvis man vil ind på en større boldbane, så skal man gøre en indsats for at skille sig ud.
Mogens Østergaard, adm. direktør, MyResearch

”Vi har taget to mindre kendte brands ud og erstattet dem med to umiddelbart stærkere brands. Så afstanden mellem top og bund er blevet mindre,” siger Mogens Østergaard der peger på, at den lille forskel i score fra bureau til bureau er markant anderledes end den, man ser i søster-analysen MyImage Bureau.

”Der er simpelthen ikke nogen, der rigtig skiller sig ud. I MyImage Bureau har vi gennem flere år set bureauer, der nærmest ejer bestemte imageudsagn. F.eks. Kunde & Co, der ejer ’strategisk stærke’ og Robert/Boisen & Like-minded, & Co. og Pong, der gennem flere år har ligget i top på ’kreativt stærke’,” siger han og tilføjer:

”Så der er langt fra et klart og tydeligt billede af, hvem der kan noget specielt, og hvem der skiller sig ud.”

”En undersøgelse, der står stærkere”

Sidste år var Ulveman & Børsting samlet nummer 1 og havde flere førstepladser på imageudsagnene. De står ikke lige så tydeligt frem i år?

Om analysen

  • MyImage Kommunikation er en strategisk BtB image- og kundeanalyse, som belyser beslutningstageres syn på de største kommunikationsbureauer i Danmark
  • 740 beslutningstagere har deltaget i undersøgelsen, som blandt andet afdækker kendskab, image, præference og tilfredshed
  • Analysen er gennemført af MyResearch, der også står bag den mangeårige analyse MyImage Bureau
  • Der er målt på følgende 20 bureauer, der tilsammen står for anslået ¾ af kommunikationsbranchens bruttoavance: Bright (ny), Bro, Friday, Geelmuyden Kiese, Grace Public Affairs, Help PR & Kommunikation, Holm Kommunikation, King Street, Kompas Kommunikation, Lead Agency, Morsing, Operate, Primetime, Publicity, Publico, Radius, RelationsPeople, Rud Pedersen, Schultz J & Goll (ny) og Ulveman & Børsting.
  • Data er indsamlet online i uge 18-19.

Kilde: MyImage Kommunikation 2023, MyResearch.

”Nu har vi jo udskiftet fire af imageudsagnene, så det er lidt svært at sammenligne. Men kigger man på den samlede udvikling, så har de kun tabt fem procent på Brand Position Index, så det er ikke en voldsom nedgang. Sidste år lå de med ét point foran Radius, der lå på andenpladsen, nu ligger de ét point efter Kompas. Så det er i høj grad de små marginaler,” siger Mogens Østergaard.

Han glæder sig overordnet over at antallet af respondenter er vokset med 20 procent i forhold til sidste år.

”Det er jo udtryk for, at vi har en undersøgelse, der står stærkere i år.”

Hvis du skulle give kommunikationsbureauerne et godt råd?

”Det kommer jo an på, hvad bureauerne gerne selv vil. Nogle har måske en bevidst strategi om ikke at gøre så meget opmærksom på sig selv og lever godt med det. Men vi ser også, at flere og flere af PR- og kommunikationsbureauerne gerne vil ind på reklamebureaukompetencerne, og så har de brug for et stærkere image. Så hvis man vil ind på en større boldbane, så skal man gøre en indsats for at skille sig ud.”

Er der et bureau, du mener, bør fremhæves i årets analyse?

”Det kunne være Bright. De er nye i analyse og et ret ungt bureau. De kommer ind som nummer to på kundetilfredshed, og lander samlet som nummer 11. Det er en meget fin start, og vi ved fra tidligere analyser, at høj kundetilfredshed kan være en katalysator for en højere samlet placering året efter,” siger Mogens Østergaard, der også fremhæver to af årets højdespringere.

”Primetime og Geelmuyden Kiese nærmer sig begge top-3 med hastige skridt.”

De 20 analyserede bureauer i MyImage Kommunikation 2023 står ifølge MyResearch tilsammen for anslået 3/4 af kommunikationsbranchens bruttoavance. 

Udvalgte resultater fra MyImage Kommunikation 2023

Årets stærkeste brand (placering sidste år)

1. Kompas Kommunikation (3)
2. Ulveman & Børsting (1)
3. Radius (2)

Årets højdespringere 

1. Primetime
2. Geelmuyden Kiese 
3. Lead Agency

Mest tilfredse kunder

1. Morsing
2. Bright
3. Geelmuyden Kiese

Det ser kunderne på, når de vælger kommunikationsbureau

1. Faglig dygtig 
2. Attraktive priser/vilkår 
3. Troværdig 

Nummer 1 på de 9 imageudsagn (blandt de respondenter, der kender bureauerne indgående, godt eller lidt)

  • Faglig dygtig: Geelmuyden Kiese
  • Attraktive priser/vilkår: Primetime
  • Troværdig: Radius
  • God til at skabe resultater: Publico 
  • God forretningsforståelse: Publicity 
  • Høj kvalitet: Bro 
  • God forståelse for digital kommunikation: Publico 
  • Strategisk stærk: Ulveman & Børsting 
  • God forståelse af politikere og organisationer: Rud Pedersen