Jeg har næsten altid skiftet branche, når jeg får et nyt job. Så kan jeg komme ind et sted som Saxo Bank, og det eneste, jeg ved om finans, er, hvad en aktie er. Jeg tror, det er min største force. Jeg har været lykkeligt uvidende om, hvad man burde gøre – og så har jeg gjort det, jeg synes, der giver bedst mening.

Det sjoveste job, jeg har haft, var som pressechef i Saxo Bank. Der var højt til loftet og meget kort fra idé til handling. Det passer mig godt. Jeg lever ikke for PowerPoint-præsentationer på 45 sider. Jeg får en idé, og så eksekverer jeg den. Jeg havde det som en fisk i vandet. Tidspunktet, jeg startede på, var genialt, for Saxo Bank havde ikke et godt image. Man kan komme ud i mange job, hvor man starter i nul. Her startede vi i minus.

Egentlig havde vi brug for at blive blåstemplet. Men Lars Seier og Kim Fournais passede slet ikke ind i en ramme, hvor de skulle trækkes i retning af Nordea og Danske Bank. Derfor lavede vi vores egen ramme og blev klassens frække dreng i finanssektoren. Det gav Kim og Lars albuerum til at sige mange af de skøre ting, som de havde på hjertet.

Det sjoveste ved kommunikation er at få fat i en nerve, der er så stærk, troværdig og dyb, at den kan holde i 50 år. Så har du fat i noget ægte. Jeg er ikke meget for, at det bare er reklame, eller man laver en make-over af en virksomheds branding. Det interesserer mig ikke.

Det var en svær beslutning at stoppe i Saxo Bank. Det gjorde jeg i 2008. Jeg tror, at vi var vokset lidt fra hinanden og til sidst kunne jeg ikke stå på mål for de historier, jeg kom med. Det er et godt råd, at man ikke skal blive for længe et sted. Fem år er nok. Ellers bliver det svært at se tingene med nye briller.

Ann Sophie Friis

Startede i juni som kommunikations- og brandingdirektør i Copenhagen Atomics. Her skal hun hjælpe virksomheden med at kommercialisere den atomreaktor, de er ved at bygge.

Hendes karriere startede i store brands som Nestlé, L’Oreal, IBM og Gallup.

Siden har hun været international pressechef i Saxo Bank, selvstændig rådgiver i eget firma, været medstifter af PowerTraining og kommunikationsdirektør i en række store virksomheder.

Uddannet fra Handelsakademiet. Født i Glostrup i 1978. De første syv år af hendes liv boede hun i Schweiz og Belgien, da hendes far var virksomhedsdirektør i Nestlé.

Jeg har ét sted glemt at spørge ordentligt ind til afdelingen, jeg blev ansat i. Den var meget misligholdt. De havde fået mange nye chefer på en årrække, og de var præget af mistillid, og der var interne konflikter. Det kræver meget stor erfaring at få styr på som leder. Det var en reminder om, at jeg skal spørge ordentligt ind. Havde jeg vidst det, havde jeg nok ikke sagt ja til jobbet.

Jeg er hudløst ærlig fra starten. Det, du ser, er det, du får. Jeg har siddet til mange jobsamtaler og sagt, at det har jeg ikke forstand på, eller det synes jeg ikke er vigtigt. Det er lige ud af posen. På den måde tiltrækker jeg også det, der passer til mig. Det har jeg lært allerede hjemme ved spisebordet.

Det mest meningsfyldte, jeg har lavet, var at arbejde med en systue på Blågårds Plads, hvor indvandrerkvinder kom ned tre-fire timer om dagen og arbejdede. De var maltrakterede fysisk og psykisk af krig og nogle af dem af tortur. Men deres håndværk var genialt. Så jeg hjalp med at kommercialisere organisationen, så det blev til en designvirksomhed, der sælger ting i for eksempel Illum, Aros og Louisiana. Det var super inspirerende.

Det mindst meningsfyldte, jeg har lavet var mit første job i L’Oréal. Jeg var super stolt over at få arbejde derinde. Jeg ringede til finansdirektøren og var så heldig, at hun snakkede fransk. Og så plaprede jeg ellers løs. Men lad mig sige det sådan her: Når man har markedsført én shampoo, så behøver man ikke markedsføre flere.

Fra jeg var 20 år, til jeg blev 30 år, vil jeg beskrive som min rekruttid. Der skulle jeg ud og putte på. Jeg var hos Nestlé, L’Oréal, IBM og Gallup. Jeg skulle ikke mene noget om så meget. Jeg søgte bare derhen, hvor der var de dygtigste ledere, jeg kunne lære mest muligt af om marketing, kommunikation, analyse og organisationskultur. Jeg gik ikke op i, hvordan det passer sammen på papiret.

Det, jeg er dårligst til, er at lave noget, der ikke interesserer mig. Apropos shampoo. Hvis noget ikke giver mening, eller jeg ikke kan se, det har en impact, så siger det mig ikke noget. Jeg er også god til at banke ting i gang, men jeg er en sindssygt dårlig afslutter. Og så ville jeg nogle gange ønske, jeg var mere diplomatisk.

Jeg har ingen guruer eller ikoner. Lige så snart, man putter ting op på en piedestal, skvatter det ned igen. Det bryder jeg mig heller ikke selv om at blive sat op på. Det, der faktisk inspirerer mig, er de unge ingeniører herude på 28 år. Deres drive. Alt det, de kan. Det får jeg energi af. Det minder jeg mig selv om, når jeg kører hjem hver aften. Hav det samme drive. Den samme passion.

Hvad er dit bedste karriereråd?

”Jeg ved ikke, om jeg ville tage karriereråd fra mig. Jeg har aldrig selv set mit arbejdsliv som en karriere. Jeg har mere set det som en legeplads. Jeg skulle lære noget. Jeg skulle have det sjovt. Jeg skulle gøre mig selv spilbar og skulle spille andre gode. Det var de fire hjørneflag, jeg satte op som mine kriterier. Jeg vil ikke råde folk til at have en karriere. Det bliver så indskrænkende. Jeg vil råde folk til at have et virkelig fedt arbejdsliv. Slå nogle kolbøtter.”

Da jeg blev ringet op om Copenhagen Atomics, tænkte jeg ”holy moly. Atomkraft. Det er vildt. Det må jeg høre mere om”. Mit håb er, at Copenhagen Atomics kan være med til at forandre verden. Målet er at bygge en såkaldt Thorium smeltet salt-reaktor, der genanvender atomaffaldet inde i reaktoren. Den kan heller ikke springe i luften, fordi den er lavet på salt. Det er den eneste energikilde, der kan lave CO2-fri energi 24-7.

Lige nu er jeg i gang med at bygge et brand til Copenhagen Atomics, for de har ikke ét. Lige nu asfalterer vi, imens vi kører. Vi skal også folde den store historie ud til offentligheden. Og vi har en kæmpe opgave med at få forklaret, hvad fakta egentlig er, for der har været meget frygtbaseret kommunikation om atomkraft. Alle tænker med det samme på Fukushima eller andre ulykker.

Det er første gang nogensinde, jeg har bevæget mig ud på en mission, der er så lang. Der er i hvert fald en udsigt på 10 år. Min drøm er, at jeg står om 10 år og kan sige: ”Wow, det lykkedes. De havde ret.” At det kan redde verden. Jeg får helt kuldegysninger af at tænke på det.